'Det har været den vildeste oplevelse i mit liv'

Rasmus Højlund var "oppe at ringe" efter sit hattrick i 3-1-sejren over Finland i EM-kvalifikationen.

Var det denne torsdag aften i marts, at Rasmus Højlund sparkede døren ind som Danmarks nye angrebsprofil?

Den 20-årige angriber gjorde i hvert fald, hvad han kunne for at lægge sit lod i vægtskålen med sine tre mål i 3-1-sejren over Finland i EM-kvalifikationen.

Med kampbolden under armen som symbolet på sit hattrick havde Rasmus Højlund efterfølgende svært ved at fatte, hvad han lige havde bedrevet.

- Det er svært at sætte ord på. Det har været den vildeste oplevelse i mit liv for at være helt ærlig, siger Rasmus Højlund til DR Sporten.

DR Sportens nyhedspodcast, Tyvstart, var selvfølgelig til stede i Parken. Hør mere om både Højlund og landskampen her.

Kampen mod Finland var Atalanta-angriberens første start i landsholdstrøjen og hvilken en af slagsen. Han var dog en "smule nervøs" i optakten - den fordampede dog hurtigt. Efter 21 minutter scorede Rasmus Højlund det første af sine tre mål.

- Da Finland kom på 1-1, tænkte man, at det var lidt usikkert, men vi blev ved med at tro på det. Mine to tidligere FCK-drenge (Jonas Wind og Mohamed Daramy, red.) kom ind og leverede et par assists, og det kunne ikke være skrevet meget bedre. Jeg er vildt glad, siger Rasmus Højlund.

"Det er ikke overraskende, at han laver tre mål, for han gør det også sindssygt godt på klubplan," siger Alexander Bah til DR Sporten.  (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

'Ikke overraskende, at han laver tre mål'

Danmark har fået sig en ny målmaskine. Det mener højrebacken Alexander Bah, som efter kampen havde lutter ros til sin kollega med 11-tallet på ryggen.

- Inden kampen snakkede vi om, at jeg skulle ramme ham derinde, og det gjorde jeg på det første mål. Det er ikke overraskende, at han laver tre mål, for han gør det også sindssygt godt på klubplan, siger Alexander Bah til DR Sporten.

Finland kæmpede bravt, udlignede til 1-1, lignede et hold, som ville nappe ét point, men Danmark havde et gear ekstra. Rasmus Højlund.

Han kan med rette være stolt af sin præstation, mener Joakim Mæhle, som deler omklædningsrum med angriberen i italienske Atalanta.

- Han er de angriber, som har attitude, og der er sulten både til træning og kamp, siger Joakim Mæhle til DR Sporten.

Herunder kan du se og høre Christian Nørgaard sætte ord på Rasmus Højlunds præstation.

Danmarks næste udfordring i EM-kvalifikationen er Kasakhstan, hvortil Joakim Mæhle, Rasmus Højlund og kompagni flyver til fredag ved middagstid.

Mangler flyvemaskinen brændstof, kan den uden tvivl få sus under vingerne med Rasmus Højlunds selvtillid. For Danmark har landet sig en "fantastisk angriber", understreger midtbanespilleren Christian Nørgaard.

- Jeg synes, at hans mål var fantastiske, fordi de vidnede om en angriber, der vil gøre alt for at få den ind over stregen, siger han.

- Det var dejligt for ham og os - han bliver en stor gevinst for landsholdet, det er der ikke nogen tvivl om.

Det udsagn kan der ikke være meget tvivl om. Ifølge landstræner Kasper Hjulmand leverede Rasmus Højlund en "fantastisk" præstation med sit hattrick torsdag aften.

- Han er hårdtarbejdende, han er intensiv i presspillet, han er med i alle faser af spillet, og det er sådan, en angriber skal være i dag, hvis man vil frem i verden, understreger Kasper Hjulmand.

Kan Rasmus Højlund opretholde sin ungdommelige optimisme og tro på egne evner, er der meget godt i vente for ham, fortsætter Danmarks landstræner.

- Med sin personlighed fylder han rigtig meget, og det er en fornøjelse. Vi er superglade for ham.

Danmarks næste EM-kvalifikationskamp venter på søndag klokken 15 og er mod Kasakhstan. Du kan følge opgøret på DR Lyd, LIGA på P4 samt her på DR.dk.