Hareides første dag: Eriksen og Bendtner er vigtige

På sin første dag som landstræner taler Åge Hareide om Bendtner, Eriksen, om viljen til at spille på landsholdet og om at sætte aftryk som træner.

Åge Hareide starter i dag som landstræner for Danmark. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Han blev modtaget ærværdigt af direktøren, blev vist rundt i både kælder og mødelokaler, mødte de ansatte i DBU, og så stod Åge Hareide og hans rundviser, direktør Claus Bretton-Meyer, foran det enorme fotografi af en farverig, fyldt Parken i momentet før for kick off i en kamp mod Italien.

- Et meget fint eksempel på, hvordan Parken skal se ud frem over. Helt fyldt, grinede Bretton-Meyer henvendt til Danmarks nye landstræner.

Hvorvidt bemærkningen var et krav eller blot et håb melder historien ikke noget om. Men der er ingen tvivl om, at Åge Hareide er ansat til at skaffe Danmark den succes, landsholdet har manglet de seneste år. Og gerne med en fyldt Parken.

Et norsk aftryk

Den opgave gik Åge Hareide officielt i gang med i dag, og på hans første arbejdsdag som dansk nationaltræner lagde nordmanden ikke skjul på, at han håber på at kunne sætte et resultatmæssigt succesfuldt aftryk.

- Det eneste aftryk, jeg kan sætte er at vinde fodboldkampe, men det er også det sværeste. Man lægger naturligvis en plan for, hvordan man vil have, at holdet skal spille, hvem man skal bruge, og hvordan de kan fungere sammen, siger Åge Hariede efter rundvisningen i DBU's hovedkvarter i Brøndby.

Det har han så brugt de seneste to måneder på at spekulere over. Han har blandt andet rejst rundt til danske spillere, som eksempelvis Christian Eriksen og Kasper Schmeichel, for at snakke om deres roller på landsholdet og om landsholdet generelt.

- Samtalerne har handlet meget om, hvordan de spillere ser landsholdet, og hvordan de ser på deres opgaver, og hvordan tingene skal fungere. Tilbagemeldingerne har været rigtigt gode. Det står klart, at Olsen og hans team har været dygtige til at få holdet til at fungere, men man må altid prøve at gøre det bedre og skærpe tingene for at få det maksimale ud af spillerne, siger han.

En af de spillere, Åge Hareide gerne vil kickstarte på landsholdet, er Christian Eriksen, der i øjeblikket nyder stor succes i Tottenham.

- Jeg har set meget på Christian både på landsholdet og for hans klubhold. Opgaverne, han har for de to hold, er ikke så forskellige, men spillerne omkring ham er forskellige. Vi skal måske forsøge at skabe flere bevægelser rundt omkring Eriksen, så man får mere ud af de danske spilleres kreativitet, siger han og fortsætter:

- Og dét er ikke bare Christians opgave, men alles opgave. Og så er det vigtigt at få brugt ham i de positioner, hvor han kan være afgørende. Han er jo stærk på assists og kan også afslutte selv, siger Åge Hareide.

Bendtner er vigtig

I den anden ende af succes-barometeret befinder Nicklas Bendtner sig. Han er i øjeblikket ikke i spil i Wolfsburg, men alligevel udelukker Hareide ikke angriberen på landsholdet.

Hvorvidt han udtager ham til sin første trup, vil han dog ikke sige noget om.

- I øjeblikket er alle i spil til den første trup. Men vi må sætte os og vurdere de spillere, der ikke spiller så meget, og i sidste ende bliver det en afgørelse, vi tager omkring den 9. marts, når vi udtager den første trup, siger Hareide og peger på, at Bendtners situation kan ændre sig i efteråret.

- Hvordan hans situation bliver i efteråret, ved vi ikke, og det er jo i efteråret, vi starter kvalifikationsturneringen. Man vil jo gerne have typer som Bendtner med, for han har mål i støvlerne. Han er den, der har scoret flest mål på landsholdet, og derfor er han vigtig. Men samtidig må man se om, hvorvidt han bliver iskold, når han ikke spiller, siger nordmanden.

Man skal levere

Åge Hareide udtager sin første trup 9. marts til kampene mod Island og Skotland. Kampene skal bruges til at afprøve forskellige tiltag, og for spillerne bliver det en mulighed for at vise den nye landstræner, hvad de kan.

- Jeg vil definitivt prøve mange ting af i disse kampe, og så bliver det vigtigt for spillerne at vise, at de er dygtige. Der kommer nok mange spillere i spil, så jeg kan se så mange som muligt, og i den forbindelse handler det ikke så meget om præstationer, men mere at vise sig frem, når man får muligheden. Hvis man vil spille på landsholdet, så må man altid levere og vise, at man vil det.

I den kommende tid vil Åge Hareide være på plads i Jylland, hvor han skal overvære FCM-FCK, AaB-OB og AGF-FCK. Herefter skal han sammen med sin assistent, der ifølge Hareide bliver præsenteret lige efter weekenden - og med stor sandsynlighed hedder Jon Dahl Tomasson - udtage sin første trup.