Hareide om svensk avisrygte: Jeg ved ingenting

Malmö-træner Åge Hareide vil ikke kommentere på, om han har sagt op, og han ved ikke, hvor avisen Sydsvenskan har det fra.

Åge Hareide hverken af- eller bekræfter Sydsvenskans historie. (Foto: © SERGEY DOLZHENKO, Scanpix)

Siden Morten Olsen stoppede som dansk landstræner efter nederlagene til Sverige, har det varmeste emne som afløser været den norske træner Åge Hareide.

Torsdag skriver den svenske avis Sydsvenskan så, at Åge Hareide har sagt op i sin klub Malmö efter nederlaget til PSG onsdag aften, men det rygte vil Hareide ikke forholde sig til.

- Jeg kan ikke kommentere på påstande om det. Jeg aner ikke, hvor Sydsvenskan har det fra, siger Åge Hareide til NRK.

- Jeg ved fortsat ingenting.

- Nu skal vi gøre sæsonen færdig, så må vi se, hvad der sker. Mere end det ved jeg ikke nu.

Åge Hareide blev cheftræner i Malmö FF for to år siden og har ført klubben gennem to CL-kampagner i træk. Han har desuden vundet et mesterskab med Brøndby, med Rosenborg, med Helsingborg og har været norsk landstræner.