Medie: Hareide forlader Malmö og bliver dansk landstræner

Ifølge den svenske avis Sydsvenskan er det blevet kommunikeret internt i klubben, at Åge Hareide forlader Malmö FF og bliver dansk landstræner fra årsskiftet.

Malmö FF's cheftræner Åge Hareide er klar til den danske landstrænerpost. Det skriver den svenske avis Sydsvenskan. (Foto: © Jonathan Nackstrand, Scanpix)

Åge Hareide forlader Malmö FF og bliver dansk landstræner fra årsskiftet. Det er blevet kommunikeret internt i den svenske klub, skriver avisen Sydsvenskan.

DBU og den norske træner er ifølge avisen blevet enige om, at Åge Hareide overtager det danske landshold fra årsskiftet, og Hareide skulle allerede have meddelt sit farvel til klubben. En beslutning, der ifølge avisen allerede var taget inden kampen mod PSG. DR har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra DBU. Malmö FF kan over for Sydsvenskan ikke bekræfte oplysningerne.

Dermed tyder alt på, at 0-5-nederlaget til PSG i gårsdagens Champions League-kamp var Åge Hareides sidste på hjemmebanen Swedbank Stadion, og at hans sidste kamp for den skånske klub bliver mod Real Madrid 8.december.

Ved ikke, hvad der sker

I aftes havde Åge Hareide ikke mange kommentarer om, hvorvidt kampen mod PSG var hans sidste på hjemmebanen.

- Det kan jeg faktisk ikke svare på nu. Der er i hvert fald en træningskamp mod Molde på torsdag. Hvad der sker efter, det ved jeg ikke. Jeg har jo tydelig sagt, at vi først skulle færdiggøre vores opgaver, sagde den 62-årige træner ved pressemødet efter kampen onsdag aften.

Tidligere på ugen bekræftede Åge Hareide, at DBU havde været i kontakt med ham angående posten som dansk landstræner.

- DBU har spurgt mig, men jeg vil ikke sige mere nu, hvor det er meldt ud, at de har tre-fire kandidater, sagde Hareide til forskellige medier.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1071674449549745

Hareide blev cheftræner i Malmö FF for to år siden og har ført klubben gennem to CL-kampganer i træk. Han har desuden vundet et mesterskab med Brøndby, med Rosenborg, med Helsingborg og har været norsk landstræner.