Landstræner Åge Hareide kan råde over 23 skadesfrie spillere frem mod VM-kvalifikationskampen mod stjerneangriberen Robert Lewandowski og hans polske holdkammerater.
I søndagens opgør mellem Feyenoord og Willem II kom de hollandske mestres topscorer Nicolai Jørgensen ikke ud til anden halvleg grundet en betændt vabel. Heldigvis får det ingen indflydelse på den danske førsteangribers indsats i opgøret mod polakkerne, lyder meldingen fra Åge Hareide.
- Nicolai Jørgensen havde lidt problemer i løbet af kampen i søndags, men for en sikkerheds skyld gik han ud ved pausen, hvor Feyenoord førte 4-0. Men han er ok, og han var eneste mand i truppen, som døjede med småskavanker.
- Det er altid vigtigt at få elimineret usikkerheden omkring en spillers skadessituation. Nu er alle friske, og alle mand kan træne med, lyder det fra landstræneren.
Dyre lærepenge
Polen topper Danmarks VM-kvalifikationsgruppe ganske suverænt med 16 point efter seks kampe. Danmark ligger side om side med Montenegro – seks point efter polakkerne – så der er vigtige point på spil i forhold til andenpladsen, der forhåbentlig giver playoffkampe til slutrunden i Rusland næste sommer.
I det omvendte opgør i Warszawa i oktober sidste år var polakkerne særdeles farlige og på tre scoringer af Bayern München-stjernen Robert Lewandowski var de i front med 3-0 efter blot 48 minutter. Det lykkedes dog Hareides mandskab at reducere to gange til slutresultatet 3-2.
- Vi blev på mange måder lidt for naive i vores spil. Vi havde bolden mere end polakkerne, men blev lokket i deres fælder, og de var meget farlige i kontraspillet.
- Vi lavede en del personlige fejl, som man ikke må lave, når Lewandowski er i nærheden. Vi lærte en hel del af kampen, men man kan desværre ikke eliminere fejlene i en fodboldkamp. Vi skal dog minimere vores andel af fejl og sørge for, at det er polakkerne der laver de fleste.
Landstræneren blæser til angreb i fredagens opgør - både for at stresse polakkerne, men også for at få folk fra der udsolgte stadion i ryggen.
- Det handler om, at vi skal turde at være aggressive og offensive i Parken. Der er mange der kommer og ser kampen, og vi skal have folk med os som 12. mand, slutter Åge Hareide.
Danmark møder Polen på fredag kl. 20.45. Opgøret kan følges på Kanal 5, P3 og her på dr.dk.