Peter Ankersens navn var ingen steder at finde, da landstræner Åge Hareide præsenterede sin trup til VM i fodbold i sommer. Højrebacken var heller ikke med, da landstræneren igen samlede sit hold efter slutrunden.
Nu er FC København-spilleren dog igen blandt nordmandens udvalgte, der skal møde Irland og Østrig. Det er helt fortjent, mener Ankersen selv, der er glad for sin formkurve den seneste tid.
- Jeg er inde i en rigtig god formkurve og har præsteret rigtig godt over de seneste måneder, hvor pilen har peget én vej for mig. Derfor synes jeg, det er fortjent, at jeg er tilbage i landsholdstruppen.
- Når jeg har det niveau, jeg har vist de seneste måneder, berettiger det mig til landsholdet. Så gælder det om at vise sit værd, når man får chancen – hvis man får den. Det er jeg klar på, siger Peter Ankersen.
Vraget Bjelland roser konkurrenter
En mand, der til gengæld ikke er blevet plads til i landsholdstruppen, er Ankersens holdkammerat i FCK, Andreas Bjelland. Midtstopperen blev noget overraskende også vraget til VM, og han udtrykte efterfølgende sin store skuffelse over den beslutning.
Bjelland brokker sig dog ikke over at være forbigået denne gang, da han erkender, at kampen om pladserne er hård.
- Der er nogle rigtig dygtige stoppere. Fire af dem er med denne gang, så jeg kan ikke sige så meget til det. Jeg gør mit her (i FCK, red.), og så må vi se, hvad tiden bringer, siger Andreas Bjelland, der ikke har fået talt ud med Hareide.
- Vi har ikke rigtig snakket sammen efter slutrunden.
Danmark møder 13. oktober Irland på udebane i Nations League. Tre dage senere gælder det en venskabskamp mod Østrig på hjemmebane i Herning.