FC København-kerne kan blive landsholdets rygrad

Fem FCK-spillere er på landsholdet, og det skaber en tryghed for de andre spillere.

Der er fem nuværende FC København-spillere på landsholdet. (Foto: © Grafik: DR Sporten, Scanpix)

Mathias Zanka, Peter Ankersen, William Kvist, Thomas Delaney og Andreas Cornelius. Fem FC København-spillere, der er udtaget til landsholdets kampe mod Kasakhstan og Tjekkiet. Derudover er også Feyenoord-angriber Nicolai Jørgensen, der tidligere spillede i FCK, i truppen, og det kan være en fordel for landsholdet.

Det påvirker nemlig landsholdet positivt, at en kerne af spillere kender hinanden så godt, som er tilfældet med de mange FC København-spillere, mener landstræner Åge Hareide.

- Det handler om relationerne på landsholdet. Når klubber som FCK gør det så godt, som de gør, og spiller på højt europæisk niveau, så giver det inspiration til et landshold. Ikke mindst de spillere, som spiller og træner sammen til daglig, de er meget trygge ved hinanden, og de spreder den tryghed til hele landsholdet, siger Åge Hareide til DR.

- Her har vi mange dygtige spillere fra forskellige klubber i Europa og også mange unge spillere, og de behøver nogen at læne sig opad, når tingene ikke kører for holdet. Derfor er det vigtigt at have en stamme, som kan være en rygrad på vores hold, siger han.

FCK's form giver selvtillid

Den betragtning er Nicolai Jørgensen, som har spillet 99 Superliga-kampe for FCK, enig i. Han mener endvidere, at FCK’s gode form også kan hjælpe landsholdet.

- Der kan være en fordel i, at man kender hinanden rigtig godt, men jeg tror efterhånden også på landsholdet her, at vi er mange, der kender hinanden. Men at have en god kerne af spillere, der spiller sammen hver dag, er selvfølgelig en fordel. Lige nu gør FCK det så godt, at mange af deres spillere peaker, siger Nicolai Jørgensen og får opbakning fra FCK:

- Lige i øjeblikket har vi momentum i FCK. Vi har selvtillid på mange måder. Når jeg spiller en bold til en, jeg er vant til at spille med til daglig, så ved jeg mere præcist, hvor den skal ligge henne, eller hvad han gør med den bold. Den slags splitsekunder kan nogle gange afgøre ting, siger FCK-spilleren William Kvist.

- Jeg tror på, at det givet noget til holdet. Man har set det før med Juventus og også nu her, hvor Kasakhstan har det med klubben Astana. Det giver en større ro omkring spillet. Når folk kender hinanden, skal man ikke først lige finde hinanden. Jeg ved i blinde, hvor Delaney og Zanka står. Det giver noget ro og automatisme, som Morten Olsen ville sige det, siger Kvist.

Danmark spiller fredag VM-kvalifikationskamp mod Kasakhstan, men der i denne landskampspause også venter en venskabskamp på udebane mod Tjekkiet.