Hareide rolig trods sneproblemer: Træningen er ikke så vigtig

Landsholdet skal forberedes mentalt og have selvtillid, siger landstræneren, der ikke tager flyttede og aflyste træninger så tungt.

Da det danske fodboldlandshold tirsdag var samlet i Helsingør, måtte træningen afbrydes får end planlagt på grund af det kolde vejr. Onsdag var landsholdet så nødt til først at flytte træningen fra Helsingør til Lyngby, hvor sne så betød, at træningen helt måtte aflyses.

Derfor må landstræner Åge Hareide og spillerne onsdag nøjes med en eftermiddagstræning på FC Københavns baner på Frederiksberg. Men det bekymrer ikke nordmanden forud for VM-kvalifikationskampen mod Kasakhstan i Parken på fredag.

- Sådan nogle små forflytninger skal vi kunne tackle på en positiv måde. Det var for spillernes egen sikkerhed og risiko, at vi gik ind i går, for banen var hård i toppen, og så kan man få problemer. Den beslutning tog vi i går. I dag har FCK hjulpet og ladet os låne træningsbanen på Peter Bangs Vej, og det er meget fint, for så får vi en god træningsbane, siger Åge Hareide til DR.

- Seks mand skulle træne fuldt ud i går, og resten skulle have lettere træning, så det betyder ikke så meget. Det er de andre træninger i dag, der er vigtige, og så får vi en i morgen - dagen før kamp. Det handler mest om at få banket selvtillid og en god følelse ind i spillerne i løbet af sådan en samling og ikke så meget om at træne. Det handler mere om vedligeholdelse, og at de får en god følelse i en landsholdssamling. Og selvfølgelig også arbejdet med standardsituationer og en del af vores spil, som vi ønsker at fremstå i Parken.

Kamp om pladserne

Dagens træning på FCK's baner bliver samtidig særligt afgørende i forhold til, hvem der starter ind i kampen på fredag. Hvis man ikke leverer, ryger man af holdet og mister sin plads til en anden spiller.

- I dag kommer den første test, hvor vi skal afprøve vores opstilling, og de som ikke kan levere i dag, de må nok se næste træning fra det andet hold. Det handler om at være klar hver eneste dag og kunne levere, for vi skal have de bedste på banen på fredag, det er intentionen, siger Åge Hareide.

- Vi skal skærpe konkurrencen om pladserne på holdet, så det bliver vigtigt vise sig frem, når vi træner på fuld knald, som vi gør i dag. Det er vigtigt, at der bliver lagt kræfter i i dag og arbejdet hårdt, siger han.

Efter de tre første kampe i VM-kvalifikationen står Danmark med tre point efter to nederlag og én sejr. Dermed er der hårdt brug for en sejr over Kasakhstan, hvis drømmen om VM-deltagelse skal forblive intakt.