'Det er super ærgerligt og skuffende'

Danmark tabte fredag aften med 1-2 til Spanien hjemme i Parken i Nations League.

Kasper Schmeichel og Pierre Emile Højbjerg fik ingen point i Brian Riemers landstrænerdebut. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Selvom der var fyrværkeri, fadøl og frisk formation, blev det ikke til en drømmedebut for Brian Riemer fredag aften.

De spanske europamestre dominerede stort mod Danmark, men vandt trods alt "kun" med 2-1 i Nations League-kampen, der var den nyslåede landstræners ilddåb.

Og netop det faktum, at danskerne til aller sidst var tæt på, stik mod spil og chancer, at skabe et resultat og få et point, gjorde den efterfølgende skuffelse endnu større.

I hvert fald hos målmand Kasper Schmeichel.

- Det er super ærgerligt og skuffende lige nu. Men vi må videre. Der er ting, vi kan tage med videre, men lige nu overskygges det af skuffelsen, siger Kasper Schmeichel til TV 2.

Brian Riemer lykkedes ikke med at skabe en drømmedebut som dansk landstræner fredag aften. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Danmark var bagud 0-2, men i slutminutterne reducerede Gustav Isaksen til 1-2. Og i tillægstiden var danskerne så tæt på at udligne, da Andreas Skov Olsen sendte en giftig afslutning afsted. Kun en fornem redning fra David Raya i det spanske mål forhindrede en udligning.

- Vi var en fingerspids fra at få noget med. Fantastisk redning af deres målmand. Jeg synes egentlig, vi har chancerne, men de var mere kliniske end os.

- Men det er også europamestrene, det er verdensklassespillere, siger Schmeichel til TV 2.

Mikel Oyarzabal gjorde det til 1-0 for Spanien i første halvleg, mens Ayoze Pérez scorede til 2-0 efter pausen. Med sejren sikrede spanierne sig sejren i Nations League-gruppen.

Danmark, derimod, skal ud i lidt af en skæbnekamp mandag aften mod Serbien om gruppens andenplads, der giver adgang til Nations Leagues kvartfinaler. Serbien spillede fredag aften 1-1 med Schweiz, og dermed er Danmark fortsat to point foran serberne inden sidste spillerunde mandag aften.