Det danske landshold satte sig selv op til lidt af en gyser på mandag i Serbien, da det blev til et nederlag på 1-2 til Spanien på hjemmebane i Parken fredag aften.
Det skulle ellers have været så godt, da landstræner Brian Riemer, ny forkynder af DBU's til tider diffuse budskab om at samle og begejstre, havde overtaget præstekraven, forkastet den tidligere 3-4-3 opstilling og i stedet bedt folket om at finde nummer 4-3-3 i salmebogen.
Nye tider, ny formation.
Det handler om at sætte sit aftryk mens cementen er våd, og den opgave havde Brian Riemer taget alvorligt.
Til opgaven havde landstræneren valgt et hold uden de store overraskelser, selv om Kasper Dolberg, varm som 1000 sole i Belgien, pænt måtte tage plads på bænken, mens Manchester United-duoen, Rasmus Højlund og Christian Eriksen, skød brystkasserne frem på banen.
Inden det danske landshold kunne få lov til at tage hul på fremtiden skulle fortiden dog først klappes ind i historiebøgerne.
Kasper Hjulmand, sidst set holdende en mobiltelefon med Thomas Delaneys storetå i Dortmund, var flankeret af den tidligere anfører Simon Kjær på sidelinjen.
Sammen fik de både billeder og et fortjent øjeblik at nyde, inden salmerne rettede sig mod det, der var i vente.
Kærligheden mellem hovedpersonerne og Parken var, fortjent, intakt.
Spansk dominans på alle fronter
Udover både farvel og goddag havde fredag aften i den novemberkolde hovedstad alle komponenter, der skulle til.
København var, også inden dagslyset forsvandt, overrendt af rød-hvide trøjer, spanske venner, livemusik, fyrværkeri på tagryggen af hovedstadens betonpalads. Det dæmpede ikke begejstringen, at der var europamestre på den modsatte banehalvdel, en puljefinale i vente.
Eneste aparte indslag var de danske kamptrøjer. Kan marketing gå for langt, spurgte farve- og modeblinde sig selv, mens spillerne satte sejl efter første fløjt.
Ikke alle idéer behøver at tage form, det er trods alt fodbold og ikke en modemesse i Milano, men det havde da været opløftende, hvis Brian Riemers tanker om et offensivt udtryk fra første fløjt gjorde netop det.
Men dem i gult, europæiske mestre i boldmassage, var ikke mødt op for at være statister i en dansk fortælling om nye vinde, friske øjne, tal på papir.
Efter 12 minutter var et mindre mirakel og en overligger det eneste, som stod i vejen for en spansk 2-0 føring, så det var ikke just chokerende, da Mikel Oyarzabal, helten fra Berlin, efter et kvarter trillede bolden ind bag Kasper Schmeichel.
På det tidspunkt var det danske landshold reduceret til smalskuldrede statister, knyste kegler, mens Brian Riemer på sidelinjen lignede en mand, der godt kunne bruge en badering i den dybe ende af poolen.
Daniel Olmo, Mikel Merino og Ayoze Perez fik livet på en græsbane til at så let ud, at det grænsede til det usportslige.
Til sammenligning sendte Kasper Schmeichel pasninger ud over sidelinjen, Victor Kristiansen hamrede indlæg ud over både side- og baglinje, Rasmus Højlund virkede til at have mistet sit punch i løbeduellerne, og Albert Grønbæk, en hvirvelvind af en debutant tilbage i september, manglede nogen at lege med.
Nej, der var ikke meget at hive i klaphatten for i de første 45 minutter, til gengæld blev publikum i pausen trakteret med Hummels direktør, Christian Stadil, der gladeligt kunne berette om farvekombinationer, jægersoldatsinspirationer og en hel masse andet marketingslingo, som ingen havde bedt om midt i en fodboldkamp.
Hvis Danmark skulle have en chance for at spille sig videre til sommerens Nations League-stævne, Anders And Cup for voksne, så krævede det markant mere.
Isaksen gav folket varmen tilbage
Det skal være usagt, om Brian Riemer brugte sin første pause som dansk landstræner til at ruske og rive en smule i katakomberne under Parken, men det danske landshold lagde bedre fra land i anden omgang.
Christian Eriksen forsøgte at finde Albert Grønbæk, og i momenter var der optræk til noget, der kunne blive til en afslutning.
Små skridt. Begejstringen lå måske og lurede.
Håbet forsvandt dog på et splitsekund få minutter senere, da banens bedste, Daniel Olmo, sendte den danske midtbane ud efter et pund pølser, inden han serverede en stikning for Ayoze Perez foran det danske felt.
Et kort aftræk, og så var der ikke mere at rafle om. 0-2, lange blikke og næser på både bane, sidelinje og tribune.
Brian Riemer forsøgte sig med at bringe formstærke Mikkel Damsgaard og pågående Gustav Isaksen i spil, og især sidstnævnte signalerede klart, at han havde forstået budskabet.
Med en tre-fire rullefald, samme antal kamikazeryk og et drøn på indersiden af stolpen, alt sammen på et lille kvarter, var midtjyden med bopæl i Rom ham, der gav de 36.985 tilskuere blodomløbet lidt liv i anden halvleg.
Selvfølgelig var det også ham, der efter 83. minutter jagtede en tilbagelægning til den spanske keeper, David Raya, og med skinnebenet tacklede bolden i mål.
Han blev, fortjent, kåret som kampens bedste dansker, på trods af blot en halv time på banen.
Det var bare ikke nok.
Selv om opgørets sidste fem minutter blev både aggressivt, skub til højre og venstre, Daniel Agger i en oppustet udgave på sidelinjen, så var der reelt kun tvivl om udfaldet i kampens sidste sekunder, da Andreas Skov Olsen tæskede en afslutning snert forbi David Rayas mål.
Det spanske landshold dominerede indtil da i 90 minutter, pillede selvtilliden ud af det danske landshold, der virkede fladt, uafstemt, uden det bid, man så i september.
På mandag skal de til Serbien, små 200 kilometer væk fra Beograd, for at spille om en plads i Nations League-kvartfinalerne.
Mon ikke, at Brian Riemer lader Gustav Isaksen starte, og resten bruger weekenden på at læse op på pensum.