Landstræner Åge Hareide vil ikke være at finde på sidelinjen, når det danske fodboldlandshold i denne uge møder Slovakiet og Wales.
Det bekræfter Dansk Boldspil-Union mandag morgen over for Ritzau.
- Åge Hareide og Jon Dahl Tomasson kommer ikke til at stå i spidsen for et hold, de ikke selv har udtaget, siger kommunikationschef i DBU Jakob Høyer.
Tidligere mandag skrev TV2, at landstræneren var blevet sendt på ferie og var taget hjem til Norge.
Men Jakob Høyer afviser, at nordmanden er på ferie og understreger, at Hareide ikke er taget hjem til Norge, men har været der i noget tid, og at han fortsætter sit arbejde hjemmefra.
DBU arbejder mandag på at udtage et hold af spillere fra Superligaen og 1. division, der kan spille ugens to landskampe. Unionen arbejder ligeledes på at finde en ny træner, der kan tage over for Hareide i denne uge, fortæller Jakob Høyer.
Landstrænerens fravær sker i forbindelse med konflikten mellem DBU og Spillerforeningen om en ny landsholdsaftale.
Lørdag indstillede DBU forhandlingerne om en ny aftale og tilbød spillerne en midlertidig aftale.
Søndag tilbød spillerne så at forlænge den tidligere aftale, der udløb efter sommerens VM-slutrunde, i en måned, men det afviste DBU og tog spillernes tilbud som en afbud til denne uges kampe.
Unionen vil derfor forsøge at udtage et alternativt landshold. Om det lykkes, er endnu uvist.
Danmark skal efter planen møde Slovakiet onsdag i en venskabskamp og Wales søndag i den nyoprettede turnering Nations League.
/ritzau/