DBU udtager landshold torsdag

Landsholdet til søndagens kamp mod Wales udtages torsdag, siger DBU-formand Jesper Møller.

Landsholdstruppen til kampen mod Wales udtages torsdag. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Siden artiklens offentliggørelse har DBU meddelt, at truppen til landskampen mod Wales vil blive udtaget fredag over middag.

Danmark stillede onsdag til landskamp mod Slovakiet med et hold af amatørspillere fra 2. division og andre lavere rækker. Søndag gælder det Wales, og landsholdet til den kamp bliver udtaget torsdag.

Det sagde DBU's formand Jesper Møller efter onsdagens landskamp i Slovakiet. Han tør dog ikke spå om, hvilke spillere der vil være med i den trup.

- Nu må vi udtage et hold. Det skal de sportsligt ansvarlige gøre i morgen (torsdag, red.), og så må vi se, hvem der ønsker at stille op for vores land, siger Jesper Møller til DR.

- Vi har en interesse i at stille det allerbedste hold, vi kan. Det er en ny og vigtig turnering for os og Uefa, så vi har en forpligtelse til at afdække alle muligheder.

Overfor Ritzau siger Jesper Møller, at der er kontakt mellem DBU og de landsholdsspillere, der normalvis repræsenterer det danske landshold. Parterne har ellers ikke været ved forhandlingsbordet siden før weekenden.

Nations League-kampen mellem Danmark og Wales spilles i Aarhus søndag klokken 18.00. Du kan følge opgøret op Kanal 5, i LIGA på P3 eller i livetekst her på dr.dk/sporten.