DBU udskyder mulig refundering af Wales-billetter

DBU vil tage stilling til eventuel refundering af billetter til søndagens Wales-kamp efter onsdagens opgør.

Først efter onsdagens landskamp vil DBU beslutte, om fans kan få refunderet deres billet til søndagens opgør med Wales. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Tilskuere, der har købt billet til søndagens landskamp mellem Danmark og Wales i Aarhus, må vente lidt endnu med at finde ud af, om de kan få pengene tilbage, i tilfælde af at det bliver det danske vikarlandshold, der møder op.

Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) i en pressemeddelelse.

Unionen vil først tage stilling til det, efter onsdagens kamp mod Slovakiet er blevet spillet.

- I øjeblikket kender vi ikke den trup, der skal spille kampen på søndag, da fokus lige nu er på at få spillet onsdagens kamp mod Slovakiet.

- Først når den er færdigspillet, vil vi vurdere og beslutte, hvad der skal ske med billetter og andre forhold til kampen på søndag mod Wales, skriver DBU.

Når kampen mod Slovakiet er gennemført, vil der senest fredag komme en udmelding fra DBU om eventuel mulig refundering af billetter.

- Vi står i en beklagelig og usædvanlig situation, og vi har stor forståelse for de fans, der har købt billet til kampen, og som gerne vil vide, hvordan kampen på søndag kommer til at foregå.

- Vi beklager situationen, for det er virkelig skidt for dansk fodbold, siger kommunikationschef Jakob Høyer i pressemeddelelsen.

Kampen mellem Slovakiet og Danmark spilles i aften onsdag klokken 20.45 og kan følges på Kanal 5, i Liga på P3 og i livetekst her på dr.dk/sporten.

/ritzau/