DBU om kommerciel strid: 'Vi er ikke interesseret i enkeltpersonen Christian Eriksen'

Landsholdsspillerne forsøger at rage til sig på nogle økonomiske områder, som de ikke har ret til, mener DBU's kommercielle direktør, Jesper Lind Andersson.

Et af de krav, som landsholdsspillerne har til DBU i forhold til de kommercielle rettigheder, det er, at der altid skal fremgå minimum tre spillere i forbindelse med kampagner. (Foto: © Christian Gravesen, Scanpix)

Spillerforeningen og DBU har forhandlet om en ny aftale for herrelandsholdet i adskillige måneder.

Og efter utallige timer ved forhandlingsbordet, en krig på ord i pressen og en landskamp mod Slovakiet, hvor Danmark stillede med et alternativt landshold, ser det ikke ud til, at parterne har fået løst uenighederne.

Problemerne ligger i, hvorvidt DBU skal anses som arbejdsgiver for landsholdsspillerne, og så kan man heller ikke blive enige om de kommercielle rettigheder.

Men nu slår DBU fast, at striden angående de kommercielle rettigheder i konflikten ikke handler om, at DBU vil have råderet over landsholdsspillerne som enkeltpersoner.

Det fortæller Jesper Lind Andersson, der er kommerciel direktør i DBU, til DR Sporten.

- Vil man sælge sit produkt på Christian Eriksen, så må man lave en personlig aftale med Christian Eriksen, som for eksempel Nike har gjort. Men vi er kun interesseret i Christian Eriksen som en del af holdet.

Tidligere på ugen skrev landsholdsspilleren Mathias "Zanka" Jørgensen på det sociale medie Twitter, at problemstillingen ligger i, at DBU vil kunne tjene reklamepenge på landsholdsspillerne som enkeltpersoner.

- Problemstillingen er ikke beløbet der falder ind på kontoen, men spørgsmålet om der fra DBU’s sponsorers side bliver reklameret for Landsholdet, eller F.eks Christian Eriksen for landsholdet, skrev Zanka.

Men det afviser DBU, at man overhovedet er interesseret i.

- Det kunne ikke være mere forkert. Vi har stor respekt for kollektivet, og vi har ingen interesse i at sælge Christian Eriksen som enkeltperson. Han er én af 23 spillere, og det er hele landsholdet, vi er interesseret i at sælge, siger Jesper Lind Andersson.

Tre spillere ad gangen

I dag er der en struktur i forhold til reklamekampagner i forbindelse med landsholdet, hvor spillerne er delt op i tre kategorier alt efter, hvor højtprofilerede spilleren er.

Aftalen er så, at der som minimum indgår tre spillere i kampagner, og spillerne skal være fra forskellige kategorier. Det sikrer, at det for eksempel ikke altid er Christian Eriksen, der bliver brugt i DBU's sponsorers kampagner.

Dette er et fast krav fra spillerforeningen overfor DBU, og det har man accepteret fra DBU's side, fortæller Jesper Lind Andersson.

- Vi er helt enige om, at der skal være en ligelig fordeling blandt spillerne, så det ikke altid er Schmeichel, Eriksen og så videre. Det har vi aldrig diskuteret – det er vi helt enige om.

- Det er holdet og kollektivet, man ønsker at købe som sponsor for landsholdet, og alle sponsorer har altid respekteret, at man har de her kategoriseringer. Vi synes dog at det er rigtigt ærgerligt, at spillere kan vælge at afstå fra at stille op som en del af kollektivet for landsholdets sponsorer på grund af egne sponsorater.

Ønsker DBU at bestemme, at det for eksempel er Christian Eriksen, og så to fra de andre kategorier, der optræder i reklamekampagner?

- Nej, det vil vi ikke. Vi vil sikre os, at der bliver en lige fordeling mellem alle. Vi har ingen interesse i at bruge nogle frem for andre. Vi respekterer kollektivet – det er det, vi sælger. Derfor er der ikke nogen, der skal misbruges – og heller ikke Christian Eriksen.

Men en ting er, at man måske er enige om fordelingen, men noget andet er, hvordan fordelingen skal tolkes. Der ophører enigheden mellem DBU og spillerne.

Et eksempel: Er det i orden at tage fire individuelle billeder af landsholdsspillere og sætte billederne på en plakat, så det udgør en helhed? DBU siger ja, men Spillerforeningen og spillerne siger nej, fortæller DBU.

- Et andet eksempel kunne være, hvis vi vil lave en reklamevideo for en sponsor, hvor tre af landsholdsspillerne er med. Så mener Spillerforeningen, at alle tre spillere skal have præcis lige lang tid i billedet, og videoen skal slutte med et fælles billede af alle tre spillere, siger Jesper Lind Andersson.

- Jeg gentager gerne, at vi er 100 procent for fællesskabet og kollektivet, men det er utroligt svært at arbejde med sådan nogle regler i forhold til sponsorer. Når vi kigger på de andre forbund i Europa, ser vi masser af eksempler på reklamekampagner med langt mere fleksible rammer, men som stadig signalerer fællesskab og kollektivitet.

DBU afviser dog ikke, at man er klar til at give sig i forhold til kravene, hvis det er det, der skal til, for at man kan finde en aftale, som begge parter er enige om.

'Snablen ned i alt muligt'

Spillerne får blandt andet en andel af DBU’s sponsorindtægter, når der er spillerinvolvering. Når spillerne laver kommercielle landsholdsaktiviteter, så bruger DBU spillernes brand resten af året, og det bliver holdet betalt for.

Men ifølge DBU vil spillerne også have en del af kagen i forhold til andre landsholdsaktiviteter, som DBU tjener penge på, og som ikke inkluderer spillerinvolvering.

Jesper Lind Andersson fremhæver et eksempel, der omhandler et transport-sponsorat:

- Vi har for eksempel lavet en aftale med Egon’s Busser. Det er en DBU-bus. Den maler vi så i rød-hvide farver. Den fragter blandt andet spillerne rundt. A-landsholdet, men også nogle af de andre hold. Vi har jo 17 hold, siger den kommercielle direktør i DBU.

- Den aftale mener vi ikke, spillerne skal have noget ud af. Det har ikke noget med dem at gøre. Der er ikke nogen spillerinvolvering. Vi bruger ikke deres brand, vi bruger ikke deres navne, autografer eller billeder.

- Der måtte vi erindre spillerne om, at det er DBU, der ejer landsholdet. Det er en rettighed, DBU altid har haft. Den rettighed skal de ikke begynde at tage fra os. Det er vores, og det er uanset, hvem der spiller. siger Jesper Lind Andersson.

- Det eksempel viser jo humlen ved det hele: det er gået hen og blevet en kamp. Dels en fagkamp, fagforeningskamp, men også en kamp for Spillerforeningen om at få snablen ned i alt muligt, som ikke vedrører dem. Jeg har ingen problemer med penge til spillerne, men det skal bare være når, de lægger navn eller ansigt til.

Fortrøstningsfuld Spillerforening

Fra Spillerforeningen fortæller direktør Mads Øland i en mail, at man ser med positive øjne på DBU’s synspunkt i forhold til at se landsholdet som en helhed i kommercielt øjemed.

- Vi er glade for, at DBU ligesom os ønsker at præsentere landsholdet som et kollektiv, og vi er fortrøstningsfulde om at komme i mål også på det kommercielle område, så lagkagen bliver større for os alle. Vi kommenterer ikke på den midlertidige aftale eller på forhandlingerne. Det er nemlig aftalt med DBU, siger Mads Øland.

Torsdag aften blev der nået til enighed om en midlertidig aftale mellem DBU og spillerne, og den betyder, at det nu er det bedste landshold, Danmark kan stille, som spiller Nations League-kampen mod Wales søndag aften i Aarhus.

Fra mandag bliver der forhandlet videre mellem parterne for at finde en permanent aftale.