Spillerforeningen og DBU er i dag nået til enighed om en aftale, der sikrer, at herrelandsholdet kan deltage i Nations League-kampen i Århus imod Wales på søndag.
Det skriver DBU i en pressemeddelelse.
- Det er godt for landsholdet og for alle i dansk fodbold, at vi kan spille den vigtige Nations League-kamp med det rigtige landshold og igen få fokus på det sportslige,siger DBU's formand Jesper Møller.
Også Spillerforeningen er glade:
- Aftalen er et skridt i den rigtige retning, og landsholdsspillerne er glade for, at de på det grundlag nu kan fokusere på kampen imod Wales på søndag, siger Spillerforeningens direktør Mads Øland.
Dagens midlertidige aftale betyder, at kampen mod Wales spilles under de samme vilkår som tidligere, og at de kommercielle rettigheder håndteres som hidtil i aftalens løbetid.
Aftalen mellem DBU og Spillerforeningen udløb 1. august, og det er hidtil ikke lykkedes at blive enige om en ny aftale.
I pressemeddelelsen lyder det videre, at man straks begynder de afsluttende forhandlinger om en ny permanent aftale.
Hverken DBU eller Spillerforeningen har yderligere kommentarer til den midlertidige aftale og det videre forhandlingsforløb.
DBU har meddelt, at truppen til kampen mod Wales vil blive udtaget fredag over middag.