DBU-direktør: ’Peter Møller skal genskabe tilliden’

DBU’s nye fodbolddirektør, Peter Møller, skal bygge bro og genoprette tilliden til fodboldforbundet.

Peter Møller skal genopbygge tilliden mellem DBU og landsholdets spillere, siger Claus Bretton-Meyer (billedet) (Foto: © Dr Sporten, DR)

Der venter noget af en opgave for DBU’s nye fodbolddirektør Peter Møller. Den tidligere landsholdsspiller er tirsdag tiltrådt i en nyoprettet stilling i Dansk Boldspil-Union, og her bliver en af hans vigtigste opgave at rette op på de skader, flere års konflikt med Spillerforeningen har forvoldt.

- Det har været helt væsentlig, at vi skal investere og genopbygge tilliden mellem spillerne, Spillerforeningen og os. Peter Møller er en materialisering af det. Med sin baggrund, landsholdskarriere og store erfaring og indsigt i fodbold er jeg overbevist om, at han kan være med til at materialisere de ting, vi har lagt ind i aftalen, siger DBU’s administrerende direktør, Claus Bretton-Meyer, til DR.

- Indledningsvis er det meget vigtigt at få et godt samarbejde op at køre med de to A-landstrænere og få bygget broen til spillerne. Vi skal sammen udvikle det her og understøtte den sportslige succes, som både kvinde- og herrelandsholdet har.

For nylig indgik DBU og Spillerforeningen en ny seks-årig landsholdsaftale og satte dermed punktum for den konflikt, der i september kulminerede, da en flok divisionsspillere måtte trække i landsholdstrøjen.

Talsmand og spydspids for DBU

Interessant nok skrev parterne ind i aftalen, at man skal gøre en særlig indsats for at forbedre forholdet mellem DBU og spillerne. Med ansættelsen af Peter Møller mener DBU, at det første skridt i den proces er taget.

- Når vi skriver det ind i en aftale, er det fordi, begge parter oplever, at det er vigtigt. Med ansættelsen af Peter sætter vi handling bag ordene, siger Claus Bretton-Meyer.

- Fremover vil Peter være talsmand og spydspids på det fodboldfaglige. Peter skal være med til at sikre, at vi får bygget bro og tillid blandt fans. Vi skal geninvestere i det her.

46-årige Peter Møller har en fortid som professionel fodboldspiller i klubber som AaB, FC København, Brøndby PSV og spanske Oviedo, mens han også har repræsenteret landsholdet i 20 kampe.

De seneste mange år har han arbejdet som vært på DR Sporten, hvor han især blev kendt som ansigt på Fodboldmagasinet hver søndag.