Bendtner melder sig klar: Vil gøre alt for at vise, jeg skal starte inde

Nicklas Bendtner er lyskeproblemerne kvit og melder sig klar til at vise landstræneren, at han fortjener en startplads.

Nicklas Bendtner er nok engang i den danske trup, der i de afgørende VM-kvalifikationskampe skal møde Montenegro og Rumænien.

Den danske Rosenborg-angriber er nemlig i glimrende form for klubholdet, hvor han får massevis af spilletid.

Den megen spilletid betød dog, at han mødte ind i landsholdslejren med en overbelastningsskade i lysken.

Men den skulle være væk, når Danmark torsdag møder Montenegro, lyder det fra Bendtner selv.

Nu er han derfor klar til at vise landstræner Åge Hareide, at han fortjener en plads blandt de 11 startende spillere i de to VM-kvalifikationskampe.

- I hvilken som helst situation er jeg klar til at spille. Du sætter dig selv nye mål hele tiden. Sidst var målet, at jeg gerne ville med på landsholdet. Nu begynder jeg at sætte mig mål om, at jeg gerne vil spille i kampene. Og til sidst bliver målet, at jeg vil spille mere og mere, uanset hvem der er skadet eller med. Sådan har jeg altid tænkt på tingene. Men selvfølgelig handler det også om at bevise det, når du får chancen. Hvis jeg får muligheden for det, så vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at bevise, at jeg skal spille fra start på landsholdet igen, siger Nicklas Bendtner til DR Sporten.

Formen er god

Senest Nicklas Bendtner var i aktion på landsholdet var i sejren på 4-0 over Polen den 1. september.

Her blev det til et kvarters spilletid for angriberen.

Siden da er det blevet til seks mål i Rosenborg-trøjen. Derfor er det ikke for meget at påstå, at danskeren har fundet de målfarlige støvler frem i det norske.

- Det har været en opadgående kurve. Jeg vidste, det ville blive svært fra start i Norge, men jeg var også klar over, at jeg ville blive bedre og bedre med tiden, fordi jeg ville komme i bedre form. Det ville mit fodboldspil også bære præg af. Så det er ikke en overraskelse for mig. Jeg vil hellere sige, at det er på tide, det kom.

- Der har været meget snak om forskellige ting, men når du skal finpudse din krop igen efter en periode, hvor du har siddet ude lang tid, så vil det tage tid. Det kan du ikke skynde på. Du kan ikke bare sige: Vi løber hver dag. Vi træner hver dag. Den slags tager tid. Og det gjorde det også i mit tilfælde. Men som det ser ud nu, så er jeg i en forfatning, jeg er tilfreds med rent formmæssigt, lyder det videre fra Bendtner.

Ros fra Kvist

Den gode form er også blevet bemærket hos landsholdskammeraten William Kvist, der roser Nicklas Bendtner for at vise iver til træning.

- Jeg synes, at han løb mere til sidste træning, end han gjorde, da han var allerbedst sidst – så hvad kan det ikke blive til, spørger William Kvist med et glimt i øjet.

Det er en vittighed, som Nicklas Bendtner også griner lidt af, da han bliver præsenteret for den.

Herefter slår han fast, at der er en smule sandhed bag ordene fra FCK’s midtbanespiller.

- Haha. Jeg tror, han sagde det for sjov. Men da jeg var med sidste gang, ville jeg gerne vise mig fra min bedste side. Jeg ville gerne bevise, jeg var kommet videre. Der var gået nogle år, siden drengene sidst havde set mig. Så det, der skete sidst, er nok en indikator på, hvordan det bliver fremadrettet, lyder det fra Nicklas Bendtner.

William Kvist vil dog ikke love, at den store arbejdsiver på træningsbanen betyder, at Nicklas Bendter løber på banen blandt de 11 startende, når Danmark torsdag møder Montenegro.

- Det er dejligt at se, at han trives og har det godt. Han scorer mål, og det er det, han først og fremmest skal. Om han også gør det på landsholdet, og om han starter inde, det er der en nordmand, der følger mere med i, lyder det fra William Kvist.

Du kan følge torsdagens landskamp direkte i LIGA på P3.