Andreas Kraul om landsholdsåret: 90 minutter fra succes

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul vurderer her landsholdsåret, der er gået.

Det har været op og ned for det danske landshold. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Succes eller fiasko? Nok et sted midt imellem.

Sådan kan landsholdsåret, der sluttede i aftes med en 1-1 mod Tjekkiet, opsummeres ifølge DR Sporten fodboldkommentator Andreas Kraul.

- Det har ikke været et sprudlende landsholdsår, men heller ikke et katastrofalt år. Så det er en middel-karakter, det ender ud med, siger Andreas Kraul.

- Det kan opsummeres på meget simpel vis: Hvis ikke landsholdet havde tabt til Montenegro og havde haft de point nu, havde det været et rigtigt godt år, men at VM-kvalifikationen har fået denne ret hårde tackling, som det bliver svært at komme sig over, trækker en hel del ned, siger fodboldkommentatoren.

Norsk friskhed

2016 var også Åge Hareides første år som dansk landstræner. Det har nordmanden håndteret med en friskhed, der var tiltrængt på det danske landshold.

- Det har været specielt, fordi det var første år i 16 år med en anden landstræner end Morten Olsen. Så det startede med en enorm fokus på Hareide, samt en friskhed og en stor lyst til, at der skulle ske noget nyt, siger Andreas Kraul.

- Det forplantede sig til holdet, der fik et boost, og der kom også et lille generationsskifte, hvor unge spillere fik ansvar og også tog det, siger han.

Ud af årets 10 kampe har Hareide og hans spillere vundet de fem, tabt tre og spillet to uafgjorte. Christian Eriksen har stået for seks scoringer, hvilket kan tilskrives Hareides evne til at forløse Eriksen.

- Et af de vigtigste spørgsmål, da Hareide trådte til, var, hvorvidt han kunne forløse Eriksen som Danmarks største offensive stjerne. Det er man kommet en del vej med, siger Kraul.

- Han slutter jo året som topscorer for landsholdet, hvilket han aldrig har været før, og en del af målene er faldet i vigtige kvalifikationskampe, hvilket han tidligere har haft svært ved, siger Kraul.

- Dermed ikke sagt, at han har sprængt rammerne rent positivt på landsholdet. Der har også været perioder, hvor han er faldet ud af kampene, og han kunne jo heller ikke åbne Montenegro, siger Kraul og fortsætter:

- Men alligevel virker det, som om Eriksen har fået et andet udtryk rent spillemæssig og attitudemæssigt. Han har vist noget af den personlighed, man har savnet fra ham tidligere.

Andre sider

Skiftet fra Morten Olsen til Åge Hareide har også markeret et skifte i spillesystem og stil. Åge Hareide har foretrukket at spille 3-5-2 eller 4-4-2, mens nordmandens mere direkte tilgang til kampene har været klædeligt, mener Andreas Kraul.

- Det har været positivt, at landsholdet har vist andre sider rent spillemæssigt. Der virker til at være flere muligheder, ikke kun i forhold talkombinationer, men også spillestil. Mod Kasakhstan blev der valgt en meget direkte og primitiv spillestil, som virkede over for den modstander, siger Kraul.

- I andre kampe har han valgt andre løsninger, og det tror jeg, at mange har savnet på landsholdet; at man indretter sig efter situationen og modstanderen. For Danmark er jo ikke et hold, der som Spanien og Tyskland kan sige, at vi spiller på en bestemt måde, ligegyldig hvem vi møder, for så høj er kvaliteten ikke.

En fuser

Til gengæld er der også aspekter - ud over Montenegro-nederlaget - ved 2016, der trækker ned.

- Man kan ikke forvente, at landsholdet vinder i Polen, men indtrykket fra den kamp var, at Danmark var langt fra. Og indtrykket var også, at Hareide blev taktisk udmanøvreret, hvilket trækker kraftigt ned. Det tog simpelthen for lang tid, før holdet fik reageret på de taktiske træk, som polakkerne kom med i den kamp, siger Kraul.

Også strategien med at få gjort landsholdet populært igen endte trods en god start som en fuser.

- En del af denne nye start har også handlet om at få gjort landsholdet populært igen. Jeg synes, der var tendenser til det i starten, men her mod slutningen er det ’faded’ ud igen. Man fornemmer ikke ligefrem, at der er kommet folkebølge af beruselse gennem de danske fodboldfans, og at de skulle have taget landsholdet til sig igen.

- Der var tre kvalifikationskampe i Parken i efteråret, og det blev med gradvist faldende tilskuertal og ikke over 20.000 for nogle af dem. Så der mangler stadig at blive vundet nogle meter på den konto også, siger Kraul.

Gode perspektiver

Så spørgsmålet er, om Åge Hareide i sit første år har lagt grundstenene til noget, der kan føre til en deltagelse ved VM i 2018 i Rusland?

- Hvis man tager den utålmodige hat på, kan man kigge på dette hold og sige, at det ikke duer i forhold til VM i 2018. At der er ikke tid nok til at få det til at hænge sammen, siger Andreas Kraul.

- Hvis man tager en mere langsigtet indgang til det, så er der en del positive elementer i det første år, især at mange spillere lige nu er i gode klubber, og at mange spillere har taget skridtet ud i større europæiske klubber. I den forbindelse er der især frem mod EM i 2020 gode perspektiver, siger han.

- Og der kan man, hvis man er Hareide og DBU, argumentere for, at de lægger nogle sten ud nu, som forhåbentligt kan blive de sten, vi står på om to-fire år, siger Kraul.

Men lige her og nu er det stadig 2016. Og DR’s fodboldkommentator opsummerer året for det danske fodboldlandshold således:

- Der manglede 90 gode minutter mod Montenegro, for at man kan kalde det en succes.