VIDEO Glad Kasper Dolberg: Det har været en rigtig god uge

Kasper Dolberg har nydt den første tid på det danske landshold.

Han er bare 19 år gammel, men han har allerede taget hele Fodbolddanmark med storm.

Men selv tager Kasper Dolberg det ganske roligt, selvom han nyder at være en del af landsholdstruppen.

- Jeg synes, det har været en rigtig god uge. Folk er rigtig rare, og det er nogle gode fodboldspillere alle sammen, siger den unge Ajax-angriber.

Han er iskold

Den danske landstræner, Åge Hareide, har også bidt mærke i Dolbergs rolige fremtoning i den danske landsholdslejr.

- Han er helt iskold. Han er meget fokuseret til træning, og han er meget fokuseret som person, lyder ordene fra landstræneren.

Næste gang Kasper Dolberg får muligheden for at spille for Danmark er i tirsdagens venskabskamp mod Tjekkiet.

Danmark er ramt af en række afbud, og det kan give plads til Dolberg i startopstillingen.

- Selvfølgelig er der noget mere plads til mig nu, og derfor en større mulighed for, at jeg kommer til at spille, siger Dolberg.

Du kan se hele indslaget med Kasper Dolberg øverst i artiklen.