Den manglende udtagelse til den danske VM-trup gør stadig ondt på Andreas Bjelland.
Det lægger den 29-årige forsvarsspiller, der mandag blev præsenteret som ny spiller i FC København, ikke skjul på i et interview med bold.dk.
- Jeg tror aldrig rigtig, at jeg kommer til at lægge skuffelsen over at blive fravalgt på den måde bag mig.
- VM er noget af det største for os spillere, og jeg må ærligt erkende, at jeg ikke har set nogen af de danske kampe, siger Bjelland til bold.dk.
Den nye FCK-spiller blev kort før landsholdets afrejse til VM i Rusland valgt fra af landstræner Åge Hareide, der ikke mente, at Bjelland, der var fast mand i startopstillingen i VM-kvalifikation, var fysisk klar til at tage med.
Det erklærede Bjelland sig lodret uenig i.
Landsholdet er da heller ikke aktuelt for Bjelland lige nu, siger han.
- Jeg følte, at jeg var en stor del af det, så jeg valgte at parkere alt, der havde noget med landsholdet at gøre. Det er ikke noget, jeg bruger tid på lige nu.
- Jeg har ikke meldt officielt fra, men lige nu er der andre ting i min karriere, som jeg vægter højere, og så må vi se, hvad fremtiden bringer, hvad det angår, siger Bjelland.
Den danske midterforsvarer har spillet 28 kampe på det danske landshold.
Mandag skiftede han til FCK på en fri transfer efter tre år i engelske Brentford.
/ritzau/