Bjelland om skiftet til FCK: 'Jeg sagde nej til udenlandske klubber'

Andreas Bjelland havde planer om flere år i en udenlandsk klub, men kunne ikke sige nej til FC København.

Andreas Bjelland i aktion for sin tidligere klub Brentford. (Foto: © John Clifton, Scanpix)

Andreas Bjelland blev mandag præsenteret som ny spiller i FC København, men den 29-årige forsvarsspiller erkender, at udlandet trak i ham.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg egentlig havde planer om at blive i udlandet nogle år endnu, og jeg har også haft interessante tilbud fra udenlandske klubber.

- Men da FCK kom på banen, og jeg fik talt mere med Ståle og Johan (Lange, red.) om deres planer for holdet, så var jeg ikke i tvivl om, at det her er det rigtige for mig, siger Andreas Bjelland i en pressemeddelelse fra FCK.

Andreas Bjelland har tidligere spillet i hollandske Twente, inden han skiftede til Brentford i den næstbedste engelske række.

Her har forsvarsspilleren været tilknyttet i tre sæsoner.

Andreas Bjelland havde drømt om at komme til VM i Rusland med Danmark, men han måtte se sig sorteret fra truppen på 23 spillere til sidst, inden det danske landshold drog mod Rusland.

Beslutningen blev truffet af landstræner Åge Hareide, der mente, at Bjelland ikke var helt klar ovenpå en skade. Det erklærede Bjelland sig lodret uenig i.

Andreas Bjelland er noteret for 28 landskampe for Danmark.

Nu er han tilbage i Danmark og klar til at spille i Superligaen, som begynder i denne uge, og Bjelland ser frem til at tørne ud for FCK.

Jeg er en meget ambitiøs fodboldspiller, der stiller store krav til mig selv og mine omgivelser, og sådan er kulturen også i FCK.

- Det er en klub, der altid går efter trofæerne og vil ud og spille mod de bedste i Europa. Det gør det til en meget attraktiv klub for mig, og jeg har en rigtig god mavefornemmelse omkring det her, siger Bjelland.

Han træner for første gang med sine nye holdkammerater tirsdag formiddag.

/ritzau/