Det er længe siden, landsholdet har spillet så stor en kamp på dansk grund som denne fredag aften i Parken.
Lidt mere nøjagtigt er det godt 18 måneder siden, at Zlatan Ibrahimovic og Sverige sænkede de danske drømme om EM-slutrunden i Parken foran 36.051 tilskuere, som den novemberaften i 2015 gik skuffede hjem velvidende, at de skulle vente længe på en ny stor landsholdsoplevelse i nationalarenaen.
Moderne landsholdsfodbold gør nemlig, at der er langt mellem de store kampe. Kvalifikationsturneringerne er fyldt med hold som Montenegro, Armenien og Kasakhstan, og når slutrunderne så kikser, har et land som Danmark ikke mange muligheder for at opleve de fodboldmæssige højtider.
Prøv selv at tænke tilbage. Hvornår havde Danmark senest en magisk aften mod en af ’de store’? Jeg kan huske kampene mod Sverige og Portugal i kvalifikationer til VM 2010 og EM 2012, men det er immervæk også seks år siden.
Verdens bedste 9'er
Nu er muligheden der igen. Okay, man kan argumentere for, at Polen ikke – i vores øjne – er en af de helt klassiske fodboldstormagter, men det er immervæk verdensranglistens nummer fem (Danmark er lige nu nummer 46), der kommer på besøg.
Og i spidsen har de den angriber, jeg personligt ville vælge som ’9’er’, hvis jeg fik som træner fik frit valg til at stille et hold med spillere fra hele verden. Robert Lewandowski.
Samtidig er rammerne til stede: Kampen er altafgørende for de danske chancer for at komme til VM i Rusland næste sommer. Der er udsolgt i nationalarenaen. Landsholdet har formstærke spillere fra de store ligaer. Og det er endda stadig en lille smule lunt i vejret.
Opgøret mod polakkerne bliver imidlertid kun en af de aftener, vi vil huske, hvis det bliver til en sejr. Og lige præcis det udfald kan det måske godt være en anelse svært at tro på.
Den polske sejr på 3-2 i Warszawa sidste efterår lyder mere tæt, end den reelt var, og alene Lewandowskis skræmmende målform med scoringer i 11 kvalifikationskampe på stribe – og hattrick både mod Danmark og Rumænien - gør det vanskeligt at være decideret optimistisk.
Eriksen blev holdt ude
I fodbold bliver det imidlertid ofte fremført, at taberen altid lærer mest af en kamp, og i givet fald er Åge Hareide blevet massivt klogere af opgøret mod polakkerne i oktober sidste år.
Dels var der hjemmeholdets overraskende afventende og kontrollerede opstilling med fuld fokus på kontrafodbold, som i høj grad kom bag på den norske landstræner for Danmark, men der var også andre delelementer i spillet, som Hareide og hans stab skal forholde sig til.
For eksempel havde den polske landstræner, 59-årige Adam Nawalka, stor succes med at sætte Christian Eriksen ud af spillet. Der var nærmest tale om en mandsopdækning foretaget af dygtige Grzegorz Krychowiak, som hele tiden var inden for et par meters afstand af den danske playmaker, hvilket tydeligt stækkede det danske spil.
De gode nyheder er, at Krychowiak de seneste uger har været travlt optaget af at komme væk fra sin franske klub, PSG, hvilket netop er lykkedes. Skiftet til WBA i Premier League er dog kommet for sent til, at den defensive midtbanespiller kommer i kamp i Parken, og alene det giver forhåbninger om bedre vilkår for Eriksen.
Nawalka finder såmænd nok en anden terrier til at følge Eriksen, hvor end han bevæger sig, men nu bør alle omkring det danske hold være forberedt og have løsninger klar – både til at gøre Danmarks 10’er spilbar alligevel, men også til at udnytte den ubalance, en sådan opdækning kan give på et hold.
Norsk spillestil
Samtidig tyder meget på, at den danske spillestil bliver markant ændret – især i forhold til det, der blev praktiseret under Morten Olsen.
Ja, man kan vel nærmest sige, at Hareide satser på at gå ’norsk’ til værks for at opnå det ønskede resultat.
Netop begrebet ’at spille norsk’ er ellers blevet en form for fy-ord i den danske fodboldordbog. Den legendariske norske landstræner Egil ’Drillo’ Olsen blev herhjemme hånet for sin fodboldfilosofi, men i Norge tænker de lige nu – hvor det norske landshold er langt fra fordums styrke - tilbage på tiden med ’Flo-pasningen’ på langs af banen til en af de velvoksne Flo-brødre som en decideret guldalder.
Norge slog de største nationer på stribe.
Nu tyder meget på, at en stor del af den danske taktik mod polakkerne i Parken netop bliver en voldsom satsning på lige præcis den lange aflevering fremad banen. På fysiske dueller. På andenbolde. Og på dødbolde.
Det giver god mening, når man har store og stærke typer som Andreas Cornelius, Nicolai Jørgensen, Thomas Delaney samt en hel håndfuld af stoppere med massive muskler, og hvis først Åge kan få os alle sammen til at skrotte den efterhånden noget falmede tankegang om Danmark som ’Nordens brasilianere’, virker det som en ganske god løsning at true polakkerne netop med muskler frem for småspil.
Undertegnede var lige som Åge Hareide til stede en dejlig sommerdag i Nice sidste år, da polakkerne havde store problemer mod et ellers ganske ordinært nordirsk mandskab ved EM-slutrunden i Frankrig. Her blev de mødt af fysik, høje bolde og masser at stål i nærkampene, og selv om polakkerne i sidste ende vandt kampen med 1-0, var der vigtige notater at gøre.
For eksempel er polakkerne enormt velorganiserede og uden de store udfald i koncentration og koncept, men de kan også mangle kreativitet og være sårbare over for netop luftstærke mandskaber. Specielt fordi holdet ud over målmændene samt den målfarlige og luftstærke stopper Kamil Glik fra Monaco ikke råder over specielt mange kilo og centimeter.
Skræmmende kontraangreb
Til gengæld har Polen de senere år været blandt verdens bedste i kontrafasen, hvilket Danmark som nævnt oplevede på den mest ubehagelige facon i Warszawa. Alle tre mål kom faktisk efter simple, men lynhurtigt og klinisk udførte omstillinger med Lewandowski og den lyshårede venstrekant Kamil Grosicki i hovedrollerne.
Sidstnævnte er en lidt overset spiller på det polske hold, men Peter Ankersen vil nok få en række nervøse trækninger omkring begge øjne, hvis man viser ham et billede af netop Grosicki. Det var FCK-backen, som den aften på det polske nationalstadion blev kørt godt og grundigt rundt af den nuværende Hull-spiller, men Ankersen er lige nu ikke i den danske trup, og spørgsmålet er, hvem der i stedet skal dække højre side i det danske forsvar.
Jens Stryger Larsen spillede pladsen senest, hvilket var i juni i Kasakhstan, hvor Danmark vandt 3-1, mens også Henrik Dalsgaard har været brugt i tiden med Hareide. Begge er imidlertid offensive wingbackagtige typer, og meget tyder på, at en overvejelse går på, at lade Andreas ’AC’ Christensen spille rollen som højre back.
Stopperen fra Chelsea vil i givet fald optræde en anelse ude af position, men defensivt er han markant bedre og mere placeringsstærk, mens han også har en glimrende pasningsfod og i øvrigt lige nu får en del spilletid for Chelseas forsvarende engelske mestre.
Hvem starter inde?
I det hele taget er det svært at sige noget totalt skråsikkert om Hareides startopstilling, hvor der er en del spørgsmålstegn. Og helt sikkert kommer en del ændringer i forhold til kampen i Almaty i juni.
Hvem skal spille sammen med anfører Simon Kjær i midterforsvaret?
Er Riza Durmisis position som venstre back i fare for første gang i Hareides tid som landstræner?
Kan William Kvist beholde sin plads som defensiv midt?
Hvad med Lasse Schöne?
Og hvor tæt er Bendtner egentlig på spilletid?
De endelige svar på de spørgsmål får vi først en time inden kick off i Parken – og cirka tre timer senere er vi så klogere på, om denne aften i Parken bliver en af dem, vi vil huske eller bare endnu en spildt mulighed.
Indtil videre er her det hold, jeg både håber og tror, Åge Hareide vælger ud fra teorien om at slå polakkerne med en vis norsk inspiration, men stadig med lidt dansk flair ind over:
Kasper Schmeichel – Andreas Christensen, Simon Kjær, Andreas Bjelland, Jens Stryger Larsen – William Kvist, Thomas Delaney, Christian Eriksen – Pione Sisto, Andreas Cornelius, Nicolai Jørgensen.
Der er kampstart klokken 20.45, og den kan følges live i LIGA på P3, her på dr.dk eller i fjernsynet på Kanal 5.