Eriksens smukke udvikling: Fra skræmt fugleunge til ansvarlig voksen

Christian Eriksens udvikling på landsholdet hænger sammen med hans udvikling som menneske. En smuk udvikling, mener William Kvist.

Christian Eriksen har spillet syv år på landsholdet. (Foto: © Henning Bagger, Henning Bagger)

25 år. 69 kampe, 14 mål.

Sådan lyder de tal, der står ved Christian Eriksens navn på trup-listen, der udgør Danmarks udvalgte til VM-kvalifikationskampene mod Polen og Armenien.

Men der er en vigtigere Eriksen-historie, som rækker ud over statistik. En fortælling om den udvikling, Christian Eriksen har været igennem i de syv år, han har trukket i nationaldragten.

En udvikling fra dreng til mand, fra at have lignet et forskræmt fugleskræmsel til at blive en moden person med sine meningers mod, lyder det fra William Kvist.

- Christian vil altid have det væsen, han nu engang er født med, og det ændrer sig måske ikke så meget i løbet af et liv. Han er måske ikke den, der rejser sig slår sig selv machoagtigt på brystet og fylder hele rummet, siger William Kvist.

- Med hans kvaliteter på banen og hans fornuftige tanker, som han eksempelvis giver udtryk for i Spillerrådet, har han fundet en central plads på holdet både på banen og uden for banen. Måske bliver hans mening ikke råbt ud, men den bliver rettet de rigtige steder hen, siger Kvist.

- Det er en udvikling, jeg godt kan lide, fra en forskræmt fugleunge til nu, hvor han er seriøs, sætter sig ind i tingene og vokser som menneske i forhold til at tage hånd om både sig selv og hele gruppen. Det er en smuk udvikling, siger Kvist.

Naturligt ansvar

Christian Eriksens udvikling har især taget fart i tiden under Åge Hareide, hvor han i 12 kampe har scoret otte mål, hvilket chefen naturligvis er glad for.

- Christian tager mere ansvar. Fodbold er erfaringsbaseret, og Christian er stadig en ung dreng, selv om han har spillet mange kampe. Han bliver mere og mere voksen, så det falder naturligt for ham at tage det ansvar, siger han og fortsætter:

- Han er en utrolig vigtig spiller for holdet, ikke bare på banen, men også udenfor. Han binder tingene sammen, og han giver de yngre spillere tryghed, når de kommer til lejren. Det er nogle af de ting, vi har arbejdet med for at få kontinuitet ind på holdet.

Hvis man har bevæget sig omkring landsholdslejren i de mange år, Christian Eriksen har været til stede, så har forandringen været tydelig. En forandring, han også selv har kunnet mærke.

- Nu har jeg været her på landsholdet i syv år, og jeg synes, jeg har følt mig tryg hele tiden. Jeg har fået lidt mere erfaring fra både Premier League og her på landsholdet, det tager man med i bagagen, og det bygger hele tiden ovenpå, siger Eriksen.

- Nu ved jeg, hvordan tingene foregår på landsholdet. Jeg ved, hvordan det foregår mellem Spillerrådet, Spillerforeningen og tingene uden for banen. Jeg er måske heller ikke så genert, som jeg var engang, fordi jeg er blevet mere moden og lidt ældre, siger Eriksen.

Selv om han er begyndt at sige sin mening tydeligere både på banen, i landsholdslejren og i Spillerrådet, så lærer han stadig af folk som Kasper Schmeichel, Simon Kjær og William Kvist, der ikke er bange for at ytre deres meninger.

- Det er godt at have sådanne folk. De siger for det meste kloge ting, og det er vigtigt at have folk, der tør at sige deres mening, og som er højlydte engang imellem, når det skal gøres. Det er kun positivt, og det lærer man noget af. Om det er den vej, jeg så selv går på et tidspunkt, må jeg se på.

Ikke på vej væk

Udviklingen er også en positiv konsekvens af, at Christian Eriksen har oplevet en tryghed og tillid i Tottenham, hvor han på fjerde år gør sig gældende som en bærende spiller.

- Den tryghed betyder meget for min udvikling. At få spilletid i Tottenham kræver, at man er fuldt fokuseret, for hvis man ikke træner godt, spiller du ikke kampene. Man skal være 100 procent klar hver gang, og det modner én at spille mod de bedste, siger Eriksen.

Derfor har han på trods af adskillige rygter aldrig været i tvivl om, hvorvidt han skulle forlade London-klubben i sommerens transfervindue.

- Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle fortsætte i Tottenham. Der har været masser af rygter, men der har ikke været noget ud over det, og mine tanker har aldrig været på andet.