Lampard stopper karrieren

Den tidligere Chelsea-spiller Frank Lampard stopper karrieren efter 21 år i topfodbold.

Frank Lampard stopper en glorværdig karriere. (Foto: © EDDIE KEOGH, Scanpix)

Den tidligere engelske landsholdsspiller Frank Lampard har spillet sin sidste fodboldkamp på topplan.

Den 38-årige midtbanespiller meddeler på Instagram, at han lægger støvlerne på hylden med øjeblikkelig virkning.

- Efter 21 utrolige år har jeg besluttet mig for, at det nu er det rigtige tidspunkt at stoppe karrieren som professionel fodboldspiller.

- Selv om jeg har modtaget talrige tilbud om at fortsætte med at spille både hjemme og udlandet, så føler jeg, at det er det rigtige tidspunkt at begynde et nyt kapitel i mit liv, forklarer Frank Lampard.

Senest var Lampard tilknyttet den amerikanske fodboldklub New York City FC, som han spillede for hele sidste år.

Derudover nåede han også at spille kortvarigt for Manchester City.

Mest husket vil Lampard dog nok blive for sine mange år i London-klubben Chelsea, hvor det blev til hele 649 kampe.

Det blev til 211 mål for Chelsea, og det er imponerende for en midtbanespiller og vidner om den målfarlighed, han besad.

Frank Lampard skiftede fra West Ham til Chelsea i 2001, og han vandt tre engelske mesterskaber, fire FA Cup-titler, to Liga Cup-titler, Europa League og Champions League.

Lampard nåede også at spille 106 landskampe for England.

/ritzau/