VIDEO Landsholdsmålmand har fravalgt professionel fodboldkarriere

Målmanden Stina Lykke får ofte attraktive tilbud, men vil langt hellere spille for Kolding Q og færdiggøre uddannelsen som fysioterapeut.

I aften spilles der finale i Kvindernes Pokalturnering i fodbold mellem Kolding Q og Brøndby.

Den 32-årige landsholdsmålmand Stina Lykke er en af de helt store profiler fra Kolding Q.

Mange af hendes holdkammerater på landsholdet lever af at spille fodbold, men den professionelle karriere er ikke noget, der tænder Stina Lykke.

- Når der er nogen, der skriver, at de har fået et nyt kontrakttilbud, eller at de er kommet til en ny klub, bliver jeg så glad på deres vegne. Men det er ikke der, jeg er selv.

Stina Lykke har nemlig valgt en helt anden retning.

En normal uge for fodboldkeeperen består af 8 til 15-hverdage med praktik i forbindelse med fysioterapeut-studiet, træning fire gange om ugen og derudover yderligere 8 timers arbejde om ugen.

Et liv profilen fra Kolding Q selv har valgt, selvom muligheden for en professionel fodboldkarriere ofte byder sig.

- Jeg har tilbuddene, men jeg har selv aktivt valgt at have sådan en hverdag. Det er den her løsning, der passer mig bedst, så man skal ikke have ondt af mig, siger hun.

Pokalfinalen spilles i aften kl. 17.00 på Kolding Stadion. Du kan følge kampen på DR3 med optakt fra kl. 16.30.