Nu kan Brøndbytræner smide sølvmedaljen i Damhussøen

Brøndbys kvinder vandt fredag pokalfinalen. Det har Brøndby-træner Per Nielsen ventet på i et år.

Der var aldrig tvivl om resultatet, da Brøndby og Varde fredag eftermiddag spillede pokalfinale i Varde. Gæsterne vandt 3-1 uden at folde sig ud, men efter kampen var det ikke en guldmedalje, Brøndby-træner Per Nielsen viste frem for pressen.

- Jeg har gået og været irriteret over den her hele året, sagde Per Nielsen og fremviste sølvmedaljen fra sidste års pokalfinale.

Her tabte Brøndby til ærkerivalerne fra Fortuna Hjørring og sølvmedaljen har haft fast plads i cheftrænerens lomme lige siden.

- Nu vil jeg gerne have byttet den ud. Og det gik jo meget godt, lød det fra Per Nielsen efter 3-1-sejren i pokalfinalen ude mod Varde.

- Det var for at blive mindet, at det går ikke. Vi samler ikke på sølvmedaljer i Brøndby.

Kan vinde The Double

Per Nielsen kan nu smide sølvmedaljen i Damhussøen. Guldmedaljen er hængt om halsen.

- Det er super fedt. Det er jo det, vi spiller for. Det var ikke nogen køn kamp fra vores side, men det er jo fuldstændigt underordnet. Vi står med pokalen. Det er det, der betyder noget.

- Vi er super stolte over det her. Det er klubbens tiende pokaltitel.

Brøndby har også sat kurs mod mesterskabet og har to point ned til Fortuna Hjørring på andenpladsen. Netop de to mødes i sidste spillerunde på Vestegnen.