Brøndby-triumfator: Mega lækkert at stå med pokalen

Nanna Christiansen er svært glad for pokalsejren over Varde, men også noget utilfreds med favoritternes præstation i finalen.

Brøndby hentede det første af to mulige trofæer i år, da kvindeligaens førerhold vandt 3-1 ude mod Varde i pokalfinalen og dermed for tiende gang kan kalde sig pokalmestre.

- Det er totalt dejligt. Det har vi kæmpet for et helt år. Det er mega lækkert at stå med pokalen nu. Det elsker jeg, siger en af Brøndbys målscorere i kampen, Nanna Christiansen, der dog ikke ligefrem var imponeret over de blågules spil i finalen.

- Vi spiller faktisk ikke særlig godt i dag overhovedet. Vi laver mange pasningsfejl. Vi har bolden meget, men mister den også meget. Det er ikke helt godt nok. Men vi står stadig med pokalen, det er det vigtigste, siger Nanna Christiansen, der med rette kunne have forventet mere, da Brøndby i ligaen har besejret Varde med hele 8-0 og 10-0 tidligere på sæsonen.

Det skal fejres

Nanna Christiansens scoring til 2-0 var til gengæld særdeles nydelig, da hun efter lidt bandespil i feltet lagde bolden ind helt ude ved stolpen, og det stopper aldrig med at være sjovt at score mål. Heller ikke på en dag, hvor spillet ikke lige kører.

- Jeg elsker at score mål, så det var rigtig dejligt også at få puttet en ind i dag, siger Nanna Christiansen, der vil tage sig den ret at fejre pokaltriumfen med manér.

- Man har mulighed for at vinde en pokal to gange på et år, så der skal man altså have lov til at fejre det.

Brøndby kan vinde sæsonens andet trofæ, hvis de blågule formår at holde den evige rival fra Fortuna Hjørring bag sig i ligaen. Brøndby har tre point ned til nordjyderne, som kommer på besøg i sidste spillerunde.