Henrik Liniger: Fornuften sejrede til sidst

DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger er glad for, at dansk fodbold undgik en situation, der kunne have fået uoverskuelige konsekvenser.

Landsholdet er rejst til Ungarn mandag.

Med kun halvandet døgn til VM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Ungarn lykkes det for DBU og Spillerforeningen at nå frem til en løsning.

Det betyder, at de danske EM-sølvvindere kunne sætte kursen mod Budapest for at spille fodbold tirsdag aften.

Det glæder DR Sportens fodboldkommentator Henrik Liniger.

- Vi skal ånde helt utroligt lettet op. Det havde haft nærmest uoverskuelige konsekvenser, hvis Danmark ikke var stillet op. Sandsynligvis var man blevet kylet ud af den nuværende VM-kvalifikationsturnering. Det betød farvel til VM, hvor man skulle kvalificere sig til OL. Så det var også farvel til OL. Og det er meget sandsynligt, at UEFA havde lagt en straf mere på, så man heller ikke kunne være med til næste EM-kvalifikation, siger han.

- Hvis vi ikke havde stillet op til kampen mod Ungarn, kunne dansk kvindefodbold være sat ud i kulden for betydende kampe i de næste fire år. Det havde næsten ikke været til at bære med det gode hold og de gode spillere, som Danmark har i øjeblikket. Så det var helt afgørende og nødvendigt, at man fandt denne her løsning for dansk kvindefodbold.

Derfor mener Henrik Liniger også, at det for alle parter i konflikten er bedst, at kampen bliver afviklet.

- Det er sportsligt set utroligt vigtigt, at Danmark stiller med et hold og med det bedste hold til kampen mod Ungarn. Hvis man var blevet væk fra den kamp, havde det haft helt uoverskuelige sportslige konsekvenser. Nu har det været en meget ærgerlig og besværlig proces. Men man er da nået frem til at spille den. Og alle der følger med i dansk kvindefodbold, og som vil dansk kvindefodbold godt, vi skal være meget, meget glade. Det var den helt rigtig løsning, det var fornuftig der sejrede, lyder det videre.

Danmark er stadig favoritter

På trods af en optakt der mildest talt har været kaotisk, så mener Henrik Liniger fortsat, at Danmark står med gode kort på hånden inden opgøret mod Ungarn.

- Ungarn er et hold, som Danmark skal slå, selv om det er på udebanen og på trods af de dårlige forberedelse. Der er ikke så meget at rafle om. Det er nødvendigt, at Danmark slår Ungarn. Det handler om førstepladsen i puljen, hvor vi må forvente at kæmpe med Sverige om den direkte kvalifikation til VM. Vi kan ikke regne med, at svenskerne smider point mod de tre resterende hold i puljen. Så kravet er benhårdt til danskerne: Det skal blive til en sejr. Men det synes jeg også, at Danmark er favorit til og har holdet til, selv om forberedelserne ikke har været fantastiske.

Omvendt slår han dog fast, at optakten også har haft nogle konsekvenser for Danmarks optakt til kampen.

- Det vil være forkert at sige, at det ikke har nogle konsekvenser, men jeg håber og tror ikke, at de vil være så store. For det første stiller Danmark stort set med et hold, der er identisk med det, der spillede under EM og i EM-kvalifikationen. Og det er et hold, hvor både landstræneren Søren Randa-Boldt og spillerne kender hinanden rigtig godt. Det er ikke en helt fremmed træner, der kommer ind. Han var assistent under hele perioden, og han kender spillerne. Derfor tror jeg, at de kan lave noget ordentligt både fodboldmæssigt og taktisk, lyder konklusionen.

Du kan se VM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Ungarn direkte på DR1 tirsdag klokken 17.45.