Det er ikke en overraskelse for træneren, at Fortuna Hjørring er ubesejret

Fortuna Hjørring vandt lørdag grundspillet i Gjensidige Kvindeliga uden at tabe én eneste kamp undervejs.

Lene Terp har været cheftræner i Fortuna Hjørring siden sommeren 2023.

Lørdag blev der sat punktum for grundspillet i Gjensidige Kvindeliga.

14 runder er spillet, og i toppen af tabellen har Fortuna Hjørring placeret sig som duks. Solidt faktisk. Med seks point ned til FC Nordsjælland på andenpladsen og en statistik, der kan få de nordjyske spillere til at synge u-u-ubesejret.

11 sejre, 3 krydser og nul nederlag.

Grundspillets sidste kamp blev også vundet 2-1 på udebane over OB, men spørger man Fortuna Hjørrings cheftræner, Lene Terp, kommer topplaceringen og statussen som ubesejret ikke som det helt store overraskelse.

Der var nemlig allerede i slutningen af sidste sæson tegninger til, at denne sæson kunne blive rigtig god.

- Planen var, at vi skulle bygge videre på det fundament, vi lagde i foråret, siger Lene Terp til DR Sporten.

- Med den korte sommerpause vi har i Danmark, er det nødvendigt, at man kan tage det gode spil med videre ind i efterårssæsonen, og det er vi lykkes godt med.

Der har været meget at juble af i Fortuna Hjørring i denne sæson. Lørdag vandt de grundspillet i Gjensidige Kvindeliga endda som ubesejret.

Rutine og kampafgørende spillere

Sidste sæson sluttede Fortuna Hjørring grundspillet på en fjerdeplads med 22 point, mens det i denne sæson er blevet til hele 36 point på rækkens førsteplads.

Men selvom nordjyderne topper tabellen, påpeger Lene Terp, at mange kampe har været lige. Derfor har stabiliteten været et vigtigt våben, og når det ikke har rakt, har hun rådet over en trup, som ved, hvad der skal til for at vinde.

- Vi har et stabilt hold med meget rutine, og så har vi spillere, som, når taktikken ikke lykkes, eller man kommer lidt i modvind, alligevel kan vinde fodboldkampe.

- Skal man ende med det danske mesterskab, skal man have den type spillere på holdet. Dem har vi lige nu, og det er også en af grundene til, at vi er ubesejret, siger Fortuna Hjørring-træneren.

Topscorerlisten bakker da også Lene Terp op. Både den mest og næstmest scorende spiller er fra Fortuna. Omewa Joy Ogochuckwu topper med 11 scoringer, mens Anastasiya Pabiahaila er lige efter med 10 træffere.

Men en ting er at være etter ved vinterpausen. Noget andet er at fastholde positionen, når sæsonen går på hæld.

Her har Lene Terp, som er i gang med sin anden sæson i spidsen for Fortuna Hjørring, dog strategien på plads.

For selvom vinterpause er lig med åbning af transfervinduet, er det ikke nødvendigvis det samme som, at nordjyderne skal ud og forstærke sig.

- Jeg har prøvet at minimere aktiviteten i transfervinduet, som i de seneste sæsoner har været meget åbent i Fortuna Hjørring. Skal man have noget stabilitet og på sigt vinde mange kampe, skal man prøve at være lidt på forkant.

- Så et godt transfervindue for os vil være, hvis der ikke sker så meget, siger Lene Terp.