Mavefornemmelsen og Peter Bonde afgørende for Nils Nielsens Kina-eventyr

Den nu tidligere landstræner for de danske fodboldkvinder glæder sig til at træne Kinas U19-landshold det kommende år – og han ser især frem til samarbejdet med Peter Bonde. 

Nils Nielsen glæder sig især til at arbejde sammen med Peter Bonde. (Foto: © YVES HERMAN, Scanpix)

Der har været stille omkring Nils Nielsen, siden han stoppede samarbejdet med DBU kort tid efter kvindelandsholdets EM-sølvmedaljer i sommer.

Men her fire måneder efter den store præstation fra den nu tidligere landstræner, vender Nielsen tilbage på træningsbanen igen.

Det bliver dog langt væk fra de velkendte rammer i Danmark, for den 46-årige træner skal i det kommende år træne Kinas U19 landshold sammen med Peter Bonde, der også har en fortid som landstræner for de danske fodboldkvinder.

En udfordring, som Nils Nielsen glæder sig til – og især med udsigten til at arbejde sammen med Peter Bonde.

- Jeg glæder mig til at udvikle en masse talentfulde spillere og skabe nogle resultater. Det bliver en kæmpe oplevelse - og fordi, det er med Peter. Han er en af de helt store personligheder i dansk fodbold, og det er et privilegium at få lov til at arbejde sammen med ham, siger Nils Nielsen, der skal være assistent for Peter Bonde på det kinesiske U19-landshold.

Skiftet fra cheftræner til assistent ser Nielsen heller ikke som et problem.

- Fodboldspillere er fodboldspillere. Om det er piger eller drenge, voksne eller unge. Det er ikke så vigtigt for mig. Om jeg er chef eller assistent, det betyder heller ikke så meget. Det betyder mere for mig, om jeg føler mig godt tilpas med det, jeg nu gør. Og dette føles godt i maven, og derfor tager jeg afsted, fortæller han.

Kan du forstå, hvis der er nogen, der undrer sig over, at du går fra at være cheftræner for det danske A-landshold, som du lige har vundet sølv med – og til at være assistent for et kinesisk U19-hold?

- Overhovedet ikke. Det betyder ikke specielt meget for mig, om folk kan forstå det eller ej. Der var heller ikke mange, der forstod, at jeg ville prøve noget andet efter EM-succesen med kvinderne. Men jeg er min egen, og jeg vælger selv. Det vigtigste for mig er, at jeg kan se mig selv i det, og jeg er glad hver dag, jeg går på arbejde. Det vil jeg være i dette projekt med Peter.

- Man skal kigge på, hvad er det for et menneske, man har med at gøre? Og her har jeg mulighed for at være sammen med en, som jeg på alle måder respekterer og ser op til. På det personlige plan og det fodboldmæssige. Og hvis man får den mulighed, og kan arbejde med ham hver dag - så synes jeg, man skal sige ja, siger Nils Nielsen.

Du er ikke bange for at blive glemt af danskerne, når du nu drager langt væk i Østen?

- Hvis folk har lyst til at glemme mig, så skal de være velkomne til det, siger han med et smil.