Visum-bøvl udsætter Peter Bonde og Nils Nielsens kinesiske eventyr

Trænerduoen, der overtager det kinesiske U19-landshold, skulle have fløjet til Kina her til aften. Men problemer med visum aflyste rejsen i første omgang.

Nils Nielsen og Peter Bonde må vente lidt endnu til at starte deres kinesiske eventyr. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Nils Nielsen er igen tilbage i trænergerningen.

Den 46-årige træner, der stoppede samarbejdet med DBU kort efter kvindelandsholdets EM-sølvmedalje i sommer, drager nu til Kina på en ny og anderledes opgave.

Her overtager han sammen med den tidligere kvindelandstræner Peter Bonde Kinas U19-landshold, som de skal træne og udvikle i resten af 2018 – Bonde som cheftræner og Nielsen som assistent.

Planen var, at trænerduoen skulle have fløjet fra Kastrup til Beijing onsdag aften frem mod den første træningsdag med holdet 6.januar.

Men Bonde og Nielsen kom ikke længere en indchecknings-området i lufthavnen. For bøvl med visum-regler gjorde, at de måtte aflyse deres afgang til Beijing.

- Det er åbenbart et forkert visum, vi har haft. Det giver kun én indgang til landet, og det brugte vi i slutningen af december, hvor Nils og jeg var ovre og se på forholdene. Så vi skal på ambassaden i morgen tidligt og må have lavet et nyt, fortæller Peter Bonde.

Trænerduoen, der skal arbejde på at gøre de kinesiske talenter klar til U20-VM i Frankrig til august, håber på at komme afsted hurtigst muligt.

- Jeg ved ærligt talt ikke, hvornår vi kan komme afsted. Men jeg håber da, at det bliver snart. Måske allerede i morgen. Det går jo også ret hurtigt, når proceduren for alvor kommer i gang. Men det er nogle besynderlige regler, der er med de her visum, hvor man kan søge 100 forskellige slags. Og det var åbenbart ikke det helt rigtige, som vi fik fat i, siger Nils Nielsen.