Både sportsligt og kommercielt halter kvindefodbold efter herrefodbold. Derfor sætter Spillerforeningen nu fokus på at løfte kvindesporten, der ifølge forskning har et stort uudnyttet potentiale.
Et af midlerne til at forbedre sporten kan blive en ny bold. Fodboldtræner og iværksætter Majken Gilmartin har udviklet en mindre og lettere bold, der har til hensigt både at gøre sporten mere underholdende og også belaste spillerne mindre.
-Årsagen til, at jeg startede med at lave fodbolden, var, at Bettina Falk og jeg trænede U15- og U18-piger. Vi oplevede, at der skete noget, når pigerne skiftede fra 4’eren til 5’eren. De blev nødt til at gå ned i tempo, og de ramte bolden en lille smule forkert. Det slog os, at ’hold nu kæft, tænk, hvis bolden har en effekt’, siger Majken Gilmartin til Spillerforeningens magasin Indersiden.
-For mig er det stigmatiserende, at vi har troet, det var en kvindekamp, at vi skulle spille med den samme bold som herrerne. Det er det jo ikke. Det er bare idioti. Det er ligesom, at jeg skulle gå rundt i en størrelse 45 hele tiden eller skulle cykle på en cykel, der er for stor. Det er bare irriterende, siger Majken Gilmartin.
I håndboldens verden spiller kvinderne og herrerne allerede med bolde af forskellig størrelse.