Det danske kvindelandshold i fodbold har i en årrække levet en halvanonym tilværelse på trods af en rivende udvikling i eksempelvis Tyskland og Nordamerika.
Ifølge landsholdets offensivspiller Nadia Nadim har årsagen til dette blandt andet været mangel på prioritering fra DBU.
- Det handler om, hvor meget opmærksom man fra forbundets side giver kvindefodbold. Derfor ligger der også noget ansvar hos DBU. I lande som USA og Tyskland, hvor sporten er i udvikling og får masser af opmærksomhed, gør de nationale forbund rigtig meget ud af at promovere sporten og tager den seriøst.
- Hos DBU har man ikke prioriteret kvindelandsholdet specielt højt. Jeg ved godt, at der er forskel, og det er hos herrerne, at man tjener penge. Men man bliver nødt til at investere, hvis man vil have resultater. Hvis vi skal udvikle os og trække et større publikum til, så skal vi ikke behandles som et andenrangshold.
Skridt i den rigtige retning
Fortuna Hjørring-angriberen er dog også klar over, at spillerne selv er medansvarlige, hvis der skal opnås større mediebevågenhed.
- Vi skal selvfølgelig også selv skabe bedre resultater for at få mere opmærksomhed, så ansvaret ligger både hos os og DBU.
DBU og DR Sporten indgik for nylig en aftale om tv-transmittering af landsholdets kampe i EM-kvalifikationen – noget der ifølge Nadim er et stort skridt i den rigtige retning.
- Det er super vigtigt, at tv-aftalen er kommet i stand. Der er heldigvis også nogle i DBU, der har kæmpet for at kvindefodbolden skal have mere opmærksomhed og bedre vilkår.
DBU: Vi er på vej
Bestyrelsesmedlem og formand for DBU's elitearbejde for kvinder, Mette Bach Kjær, kan godt følge Nadia Nadim i noget af kritikken, men betoner at der fra forbundets side i øjeblikket foretages en masse positive tiltag.
- Vi er selvfølgelig kede af, hvis Nadia Nadim har følt det. Det har på ingen på måde været vores intention. Jeg synes selv, at vi nu satser på flere områder hos kvinderne i øjeblikket. Vi har bl.a. fået den nye tv-aftale og det er med til at sætte fokus på nogle ting og det er med til, at andre medier også bringer historier.
- Vi er på vej. Nadia er velkommen til at sige som hun gør, men det er en rejse og vi er på vej. Hun har bestemt en pointe. Eksempelvis er kun 2 procent af det fodbold der bliver dækket i medierne kvindefodbold. Det står jo på ingen måde mål med antallet kvindelige fodboldspillere i Danmark. Vi er derfor mange der skal være med til at løfte det her.
- DBU arbejder stadigvæk på at gøre tingene bedre, og det vil vi blive ved med. Vi skal bygge det op nedefra, så vi kan få forløst det store potentiale, som der er i kvindefodbold. Interessen er der, når det peaker sportsligt. Vi skal så være dygtige nok til også at understøtte det, når vi ikke har de store resultater, slutter Mette Bach Kjær.
Kan lære af USA
Inden hjemkomsten til Fortuna Hjørring for nylig har Nadia Nadim spillet et lille års tid som professionel for Sky Blue FC og fik under opholdet i USA øjnene op for, hvor god man er til at sælge sporten ’Over There’.
- Amerikanerne kan bare noget med at skabe hype om en begivenhed. Det er blandt andet fordi, at de er gode til at markedsføre spillerne. Oftest kommer folk ikke kun for fodboldens skyld, men ligeså meget for at se de stjerner, som forbundet har været med til at skabe.
Efter USA blev verdensmestre her i sommer har de været på en turné, hvor de måske spiller 20 kampe mod andre landshold udelukkende for at gøre reklame for det amerikanske landshold og for at sælge nogle billetter. Hele landet føler derovre, at landsholdet er deres hold. Det kunne vi godt lære noget af her i landet, slutter Nadia Nadim.
Nadia Nadim og det danske kvindelandshold spiller i aften sin første EM-kvalifikationskamp mod Moldova. Opgøret fløjtes op kl. 19.00 på Energi Viborg Arena og kan følges på DR3, P3 og her på dr.dk/sporten.