Landsholdsprofil skal gribe chancen blandt 'toppen af poppen'

Sofie Svava tørner fra næste sæson ud for den franske mesterklub, Olympique Lyon.

Sofie Svava har spillet 51 kampe for det danske landshold. Fra næste sæson skal hun spille i franske Olympique Lyon. (Foto: © Vincent Mignott/EPA/Ritzau Scanpix)

Af og til opstår en gylden mulighed for at tage et skridt op i karrieren, og så er det ellers med at gribe den.

Det har 23-årige Sofie Svava besluttet at gøre denne sommer.

Det er nemlig ikke kun en billet til EM-slutrunden, den danske landsholdsspiller har haft at juble over denne sommer.

Sofie Svava har nemlig rykket teltpælene op i spanske Real Madrid for at skifte til den franske mesterklub, Olympique Lyon.

En svær afsked, der dog har været nødvendig, fortæller landsholdsprofilen.

- Jeg følte mig hjemme i Real Madrid, og jeg havde det godt med pigerne og trænerteamet. Men når der kommer et bedre tilbud og en bedre plan for dig som spiller, så skal du jo bare kaste dig ud i det. Det var en svær beslutning, men jeg følte, det var det rette for mig.

- Det bliver mega fedt, men det bliver også en kæmpe udfordring. Jeg skal spille med toppen af poppen, og jeg ser virkelig frem til at møde de store stjerner i Europa og lære en masse af dem.

Hør Sofie Svava sætte ord på skiftet til den franske mesterklub her.

Den øverste hylde

Som Sofie Svava selv pointerer, befinder Olympique Lyon sig i den absolutte top, når det gælder kvindefodbold.

Udover at være den mest vindende klub i fransk fodbold med 17 mesterskaber, har klubben også otte gange vundet Champions League - flere end nogen anden klub.

Derfor har den danske landsholdsprofil selvsagt store forventninger til sin nye tilværelse i fransk fodbold.

- Lyon er jo nok Europas største klub for kvinder. De har vundet stribevis af trofæer og ender næsten altid med at være i minimum semifinalen i de store turneringer. Det er jo den øverste hylde, jeg skifter til, og jeg håber selvfølgelig på at vinde en masse mesterskaber og Champions League, siger Sofie Svava.

Med 51 kampe for det danske landshold er Sofie Svava efterhånden et fast navn, når landstræner Andrée Jeglertz udtager sin trup. Hun håber dog, skiftet til Olympique Lyon kan være med til at fremme landsholdskarrieren yderligere.

- Det er mit mål at udvikle mig så meget som muligt. Jeg vil gerne slå mit navn endnu mere fast på landsholdet og blive mere afgørende, siger Sofie Svava.

Tager udfordringen op

Det franske mesterhold er ikke overraskende prydet af kvindefodboldens verdensstjerner. Derfor er DR Sportens ekspert og tidligere landsholdsspiller Luna Gevitz også spændt på, hvilken rolle Svava får.

- Hun kommer til at kæmpe imod Selma Bacha, der nok er en af de bedste venstrebacks i verden. Derudover har de også Perle Morroni, der ligesom Selma Bacha har spillet på det franske landshold, der må siges at være blandt verdenseliten. Så jeg er spændt på, om de måske kunne finde på at finde plads til Sofie Svava på kanten i stedet, siger Luna Gevitz.

I franske Lyon skal Sofie Svava kæmpe om spilletid med blandt andre Selma Bacha. Den franske landsholdsspiller er ifølge Luna Gevitz, DR Sportens fodboldekspert, en af verdens bedste venstrebacks. (Foto: © Jonathan Moscrop/AP/Ritzau Scanpix)

Selvom hun skal duellere med et par franske stjerner, føler Sofie Svava sig sikker på, der nok skal blive masser af spilletid i Lyon.

- Jeg er altid klar til at tage en udfordring op, så at skulle kæmpe om spilletiden mod de bedste er jeg ikke nervøs for. De spiller jo også rigtig mange kampe, fordi de netop når så langt hvert år.

- Jeg går ind med den mentalitet, at jeg skal bevise noget for at komme på sådan et super godt hold. Jeg vil gå ydmygt til værks, lære en masse og forhåbentlig gøre mig fortjent til en plads på holdet, siger Sofie Svava.

Selvom EM-billetten er i hus, skal det danske landshold møde Tjekkiet tirsdag aften. Der er kampstart klokken 19.00, og du kan se opgøret på DRTV og DR1, samt lytte med i LIGA på P4.