Landsholdsspillerne kan slet ikke få armene ned efter sikret EM-billet

Katrine Veje og Sanne Troelsgaard var lykkelige ovenpå 3-0 sejren mod Belgien.

Sanne Troelsgaard og Katrine Veje spillede begge i kampen mod Belgien.

Indimellem bliver man serveret et behersket interview ovenpå en stor sportspræstation.

Det var ikke tilfældet, da de to rutinerede landsholdsspillere Katrine Veje og Sanne Troelsgaard mødte DR Sporten efter deres 3-0-sejr over Belgien, som sikrede kvalifikationen til næste års EM i Schweiz.

- Det skal fejres, siger de to spillere i munden på hinanden.

- Der er vi heldigvis rutinerede, og jeg tror der står lidt.. Ja det er ikke vand, der står i omklædningsrummet til os, siger Sanne Troelsgaard.

- Ej, det håber vi ikke, stemmer Katrine Veje i.

Hør de to spillere sætte ord på fejringen her:

Pyt med præstationen, det handler om målet

Danmark spillede ellers ikke ligefrem en berusende første halvleg på udebane mod Belgien, men i anden halvleg satte et belgisk selvmål gang i målfesten.

Kort efter bankede Pernille Harder bolden i nettet, og Sara Holmgaard fulgte trop og lukkede til 3-0.

Og både Veje og Troelsgaard roser de glimrende mål efter kampen.

- Jeg synes, at vi alle sammen kommer godt ud efter pausen. Vi stepper op og spiller gode 30 minutter. Så falder vi lidt i niveau, men der laver Harder et virkelig godt mål, og Sara laver et godt mål. Det lukker kampen, og det var super vigtigt, siger Katrine Veje.

Men det er nu ikke, fordi de to landsholdsprofiler fokuserer synderligt meget på den netop overståede kamp og de taktiske facetter.

Så er andre ting lidt sjovere at tænke på.

- Det skal fejres på vej hjem i flyet, siger Sanne Troelsgaard.

- God stemning, god musik og så kan det godt være, at vi kommer lidt sent i seng.

Hør de to spillere sætte ord på kampen her:

Danmark spiller EM-kvalifikationskamp igen på tirsdag, hvor de møder Tjekkiet på hjemmebane i Vejle.

Den kamp begynder klokken 19:00, og du kan se med på DR1 eller følge den på P4 og her på dr.dk.