Kvindernes divisionsforening kritiserer DBU: Risikerer at miste bestyrelsespost

DBU’s formandskab har stillet forslag, hvor Kvindedivisionsforeningen mister sin plads i bestyrelsen.

Medlem af Kvindekommissionen, Lykke Friis, ses her sammen med Kronprins Frederik og DBU-formand Jesper Møller. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Det vakte stor overraskelse i Kvindedivisionsforeningen, fodboldklubbernes sammenslutning, da formandskabet i Dansk Boldspil-Union i september kom med et nyt forslag til bestyrelsens sammensætning i DBU. I forslaget har Kvindedivisionen nemlig ikke længere en plads i bestyrelsen.

- Det er højest overraskende og uforståeligt, at formand Jesper Møller og co. nu foreslår, at Kvindedivisionsforeningen (KDF) ikke længere skal være repræsenteret i DBU’s politiske topledelse. Det står i skærende kontrast til den fremgang, som kvindefodbolden oplever i Danmark og internationalt, og forslaget strider også mod de klare anbefalinger, som DBU’s egen politiske kommission og Kvindekommissionen har fremlagt. Derfor har KDF nu fremsat et alternativt forslag til sammensætning af DBU’s bestyrelse fremover, siger KDF’s nuværende medlem af DBU-bestyrelsen, Mette Bach Kjær, der samtidig er eneste kvinde i bestyrelsen.

I øjeblikket er DBU’s bestyrelse bestående af 16 medlemmer, men anbefalinger fra kommissioner foreslår en reduktion i antallet af bestyrelsesmedlemmer. Kvindedivisionsforeningen undrer sig dog over, at DBU foreslår, at de ikke længere skal have en plads, og derfor kommer de nu med en alternativ idé.

Kun syv medlemmer

Kvindedivisionsforeningens forslag bygger på anbefalingerne fra DBU’s politiske kommission, og forslaget er, at man reducerer bestyrelsen til syv medlemmer: Repræsentantskabet udpeger formanden, Foreningen af Lokalunioner (FLU) vælger tre medlemmer, Divisionsforeningen to medlemmer og Kvindedivisionsforeningen et enkelt medlem.

- Når både den politiske kommission og Kvindekommissionen kommer med konkrete anbefalinger om styrkelse af kvindefodbolden i DBU, bør bestyrelsen da tage deres råd seriøst. Hvorfor nedsætter man ellers kommissioner med kompetente og erfarne eksterne medlemmer, lyder det fra Mette Bach Kjær.

Første 3. marts næste år skal det endelig besluttes på DBU’s repræsentantskabsmøde, hvordan den nye sammensætning af bestyrelsen i fodboldforbundet bliver. Allerede 31. oktober og 2. november i år er der dog indkaldt til to høringsmøder.