Det er både et korttids- og et langtidsprojekt, som Lars Søndergaard tager hul på i nat, når ham debuterer som kvindelandstræner med venskabskampen mod USA.
Opgaven med at vælge spillere til nattens kamp bliver ikke vanskelig. Vi har holdet, det giver sig selv på langt de fleste pladser - og det er i store træk det hold, der skaffede EM-sølv i sommer.
Det samme hold kan (og bør) også føre Danmark igennem VM i 2019 og til OL i 2020, endda uden de store udskiftninger.
Men når vi ser frem mod forsvaret af EM-sølvmedaljerne, i 2021, så skal der nok begynde at ske noget på mandskabsfronten.
I den forventede opstilling i aften vil der være i hvert fald fem spillere som enten har rundet de 30 eller gør det i år.
Og dermed er spørgsmålet, som Lars Søndergaard skal begynde at finde svaret på: Hvor er de unge? Hvor er den eller de spillere, som om halvandet år er faste i holdopstillingen?
Naturligvis findes de, og de viser sig i glimt. Som da Signe Bruun scorede i sin debut i oktober. Og som Caroline Møller, som bør få sin debut enten i aften eller i Algarve Cup i marts.
Problemet for dem og de andre talenter er, at de ikke får megen spilletid på landsholdet, selv i venskabskampe. Dertil er de etablerede navne ganske enkelt for stærke, og der er ikke råd til eksperimenter.
Ikke kun en træningstur
Lars Søndergaard må have skævet misundeligt over til herrerne, som tidligere på måneden kunne tage til Abu Dhabi med et hold mest bestående af unge spillere fra den hjemlige række.
Og de kunne endda tabe to kampe, uden at der for alvor faldt brænde ned i offentligheden. En tur uden betydning for Danmarks VM-chancer til sommer.
Den mulighed er der ikke på samme måde hos kvinderne, hvor både denne rejse til USA og Algarve-turen til marts må foregå med direkte blik på de mindst fem altafgørende VM-kampe, der venter senere i år.
Lars Søndergaards opgave bliver altså både at skabe resultater her og nu og samtidig sikre den nødvendige foryngelse, der skal sikre landsholdets fremtid.
I første omgang gælder det dog om at komme hæderligt gennem nattens debut mod de stærke amerikanere. Det bliver vanskeligt, og håbet for et vinterpause-ramt dansk hold må være at forlade San Diego med skindet på næsen. Og gerne med værdifuld erfaring til et par af de unge.
Kampen mellem USA og Danmark vises på DR1 fra klokken 01:30.