Den nye landstræner om debuten: Vanvittig udfordring

Kvindelandsholdets nye cheftræner Lars Søndergaard tager hul på sin nye gerning mod verdensetterne fra USA.

Lars Søndergaard får debut som landstræner mod en hård modstander, når Danmark natten til mandag møder USA i San Diego. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Der bliver ingen blød start for kvindelandsholdets nye cheftræner, den 58-årige nordjyde Lars Søndergaard.

Den tidligere AaB-træner tiltrådte i sin nye stilling ved årsskiftet og natten til mandag sender han så sit hold i kamp for første gang.

Udfordringen er til at få øje på mod verdensmestrene fra USA.

- Vi glæder os alle sammen til kampen. Det bliver på et stort stadion i San Diego, hvor jeg har hørt, at der er solgt over 10.000 billetter, så det bliver gode omgivelserne mod verdens nummer et. Det bliver en vanvittig udfordring, som vi ser frem til, siger Lars Søndergaard.

Ingen taktiske tosserier

En god start som landstræner og en sejr i første hug vil naturligvis glæde Lars Søndergaard, men han har har dog fokus rettet lidt længere frem, da turen til USA er arrangeret for at forberede sig på kvalifikationen til VM i 2019.

- Vi er ikke taget herover for at være turister, så vi skal efterlade et godt indtryk. Vi vil meget gerne vinde og vil gøre alt for det, men det er primært selve præstationen og udviklingen af holdet, der er vigtig, så vi kan få endnu større oplevelser med det her hold, siger Lars Søndergaard, der dog understreger, at man ikke kaster sig ud i nogle helt ekstreme eksperimenter.

- Vi ser også lidt på modstanderen, særligt når det er et hold af den kaliber. Det må vi tage hensyn til. Men jeg har lært spillerne at kende og de har præsenteret sig godt, men det er klart, at det er primært de rutinerede kræfter, der kommer til at spille fra start af i sådan en kamp.

Lars Søndergaard har skrevet kontrakt med DBU frem til efter EM-slutrunden i 2021.

USA - Danmark spilles klokken 01:30 natten til mandag dansk tid. Opgøret kan ses på DR1.