KARAKTERER Masser af 10-taller til de danske EM-kvinder

Der var udpræget tilfredshed med den danske præstation på Viborg Stadion, der kastede masser af høje karakterer af sig.

Danmark - Sverige , EM kvalifikation, kvindelandsholdet, Viborg Stadion , 20.september: Danmarks Nadia Nadim har scoret til 2-0 (foto: Henning Bagger / Scanpix 2016) (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Danmark er klar til EM i fodbold efter en 2-0-sejr over OL-sølvvinderne fra Sverige, og det i sig selv er jo til et rent 12-tal.

Og holdpræstationen var da også af rigtig høj klasse – som den har været gennem store dele kvalifikationen, ikke mindst på hjemmebane.

Vores kommentatorer, Henrik Liniger og Arnela Muminovic, er da også ude med en række flotte bedømmelser af spillernes præstationer, hvor ingen dog skiller sig helt ud i toppen:

Dansk skumsprøjt efter sejren over Sverige. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Stina Lykke – 10

Sikker kamp af den danske målvogter, som først til sidst blev sat på alvorlige prøver. Dem klarede hun fint med to klasseredninger i kampens sidste minut. En fornem præstation at holde målet rent i alle fire hjemmekampe.

Theresa Nielsen – 7

Rigtig god defensiv indsats af højrebacken, som svenskerne stort set ikke slap forbi. Den store fokus på defensiven kostede dog frem ad banen, hvor Theresa Nielsen ikke tilbød sig så meget som vi er vant til.

Simone Boye – 7

Lidt placeringsvanskeligheder i første halvleg, men spillede sig op efter pausen. Var forudseende og aggressiv i sit forsvarsspil højt på banen.

Janni Arnth – 10

Stærk, stærk kamp af midterforsvareren, som havde styr på alt, hvad svenskerne havde at byde på. Og når de endelig kom frem til lidt, sad tacklingerne som de skulle. Flot indsats.

Line Røddik – 10

Efter en flot offensiv kamp mod Moldova var den danske venstre back i aften låst af defensive pligter. Dem klarede hun dog fornemt, og det var en meget stabil indsats af Røddik.

Julie Trustrup – 10

Skulle ene mand tage kampen op med svenskerne på den defensive midtbane, og fik virkelig vist sin store klasse. Løb, tacklede og sloges, så svenskerne aldrig fik fodfæste i Viborg. Blev skiftet ud efter en times fremragende arbejde.

Sanne Troelsgaard – 7

Fighter- og løbemæssigt var hun en dansk nøglespiller. Fik gang på gang stoppet svenskerne før de overhovedet kom i gang med egentlige angreb. Til gengæld var der ikke så meget, der lykkedes offensivt for Troelsgaard.

Katrine Veje – 4

Den dansker, der stod svagest i billedet, men langt fra at falde igennem. Skal roses for hele tiden at tage udfordringerne med det svenske forsvar, men det var ikke særligt meget, der lykkedes for hende.

Pernille Harder – 10

Igen en flot kamp af Harder, som arbejdede stenhårdt og var bindeleddet mellem den danske defensiv og offensiv. Viste flere gange sin høje individuelle klasse, men manglede et mål for at få 12.

Johanna Rasmussen – 10

Sendte Danmark mod EM med sit klassemål efter 12 minutter, og spillede i det hele taget en fornem 1. halvleg, hvor hun holdt den danske offensiv i gang. Forsvandt mere ud af billedet efter pausen, men viste alt i alt stor rutine og overblik.

Johanna Rasmussen scorer til 1-0. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Nadia Nadim – 10

Ny stor kamp af Nadim, som med sit angribermål til 2-0 endegyldigt sikrede EM-billetten. Hårdt arbejdende og altid med i tingene, når Danmark blev farlige foran det svenske mål.

Line S. Jensen – 7

Kom ind og leverede det stabile spil på den defensive midtbane, som man kunne forvente. Påpasselig i defensiven og fine bolde til sine medspillere.

Karoline Smidt Nielsen – 7

Fint comeback efter to skadesplagende år. Det blev til en enkelt god afslutning, og hun kan sagtens blive en god joker for Danmark, når vi når frem til EM.

Nanna Christiansen – UB

For kort spilletid til bedømmelse.