Indskifterne sikrede et flot dansk punktum på EM-kvalifikationen

Det danske fodboldlandshold slog tirsdag aften Tjekkiet 2-0 i den sidste EM-kvalifikationskamp.

Indskiftede Signe Bruun sendte Danmark på sejrskurs. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Landstræneren havde på forhånd varslet, at stor rotation og sommerferiebold ikke ville blive et tema tirsdag aften.

Det blev det heller ikke.

Efter en imponerende indsats i anden halvleg satte det danske landshold punktum på EM-kvalifikationen med en 2-0-sejr over Tjekkiet.

Kampen havde ikke nogen sportslig betydning, da EM-billetten blev sikret i fredags i Belgien, men det holdt ikke flere af de danske spillere fra at vise sig frem på Vejle Stadion.

Særligt indskifterne fik sendt et signal til landstræner Andrée Jeglertz, som havde sværget til en gentagelse af den startopstilling, der sikrede EM-deltagelsen forleden. En af dem var Signe Bruun, som kun skulle bruge 10 minutter på banen, før hun fik netmaskerne til at blafre.

Det var angriberens første landsholdsmål siden november 2022.

- Det var dejligt. Der var gået for lang tid. Det er dejligt at score, og jeg nyder at kunne bidrage, siger Signe Bruun.

Med sejren slutter Danmark på EM-kvalifikationsgruppens andenplads med 12 point for seks kampe og kan, ligesom duksene fra Spanien, glæde sig til EM-slutrunden i 2025, som afholdes i Schweiz.

Se højdepunkter fra kampen her:

Chancer til mere før pausen

Efter fire minutters spil truede det danske landshold for første gang tjekkerne. Janni Thomsen drev målrettet bolden ind i det tjekkiske felt, men indlægget fra den danske højrekant fandt ikke en holdkammerat.

Der var bedre retning på Emma Snerles indlæg 10 minutter senere, som endte i panden på Pernille Harder. Bolden strøg i mål, men den danske anfører var tilsyneladende kommet for langt frem, og målet blev underkendt for offside.

Efter en god indledning gik det danske landshold en smule ned i gear og overlod initiativet til tjekkerne. Maja Bay Østergaard var vågen i forbindelse med et tjekkisk frispark, som Franny Cerna fik hovedet på, inden den danske keeper slog bolden over overliggeren.

Tjekkerne kom tættere på et føringsmål af to omgange, da gæsterne i første omgang ramte overliggeren på et hjørnespark, inden Michaela Khyrova bragede bolden over det danske mål fra en fri position i feltet.

Det var dog Amalie Vangsgaard, der kunne notere sig for første halvlegs største chance, da den danske angriber kastede sig ned i et indlæg og sendte bolden på stolpen.

Amalie Vangsgaard blev skiftet ud kort efter sin store chance. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Indskifterne ændrede slagets gang

Fra anden halvlegs start foretog landstræner Andrée Jeglertz tre ændringer, men det ændrede ikke i første omgang på stolpe ud-situationerne for Danmark.

Emma Færge headede til en løs bold i feltet og ramte overliggeren to gange, inden kuglen endte i nettaget til et tjekkisk målspark.

Knap 10 minutter inde i anden halvleg var der dog gevinst. Indskiftede Signe Bruun kastede sig ned i et indlæg fra Pernille Harder og pandede Danmark foran.

Signe Bruun headede Danmark foran fra en nærmest liggende position. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Det danske landshold var centimeter fra en 2-0-føring, da ligeledes indskiftede Sofie Bredgaard bankede bolden på undersiden af overliggeren kort efter Signe Bruuns føringsmål.

Danmark sad på spillet, vadede i chancer, og Signe Bruun var tæt på at blive dobbelt målscorer, da hun jagtede en ripost, men afslutningen sad lige på kroppen af den tjekkiske keeper.

Sofie Bredgaard var kilde til evig uro, trak ind i banen og afsluttede med sit farlige venstreben. Afslutningen blev rettet af og strøg på den gale side af stolpen.

Hverken stolpen eller modstanderen var i vejen, da Sofie Bredgaard fandt en fri Janni Thomsen, som med sit venstre ben drejede bolden over i modsatte målhjørne til slutresultatet, 2-0.

Janni Thomsens 2-0-scoring var en sand perle. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)