Højere tempo skal sikre dansk EM-plads

Kvindelandsholdet skal arbejde med at spille hurtigere, inden EM-kvalifikationen begynder i oktober.

Panille Harder, Mariann Gajhede, Johanna Rasmussen, Katrine Veje og anfører Line Røddik skal flytte fødderne lidt hurtigere i EM-kvalifikationen, end de gjorde i testkampen mod Schweiz. (© DBU)

Danmarks bedste fodboldkvinder har noget at arbejde med frem mod EM-kvalifikationen, der begynder i oktober. Det står klart for landstræner Nils Nielsen efter testkampe mod Rumænien og Schweiz, hvor sidstnævnte løb fra Danmark tirsdag aften og vandt 4-1.

- De kommer med et VM i benene og er simpelthen oppe i et højere tempo end os, konstaterer Nils Nielsen.

Ud over tempoet er han ellers godt tilfreds med, hvad han så i de sidste testkampe før hjemmekampen mod Moldova den 22. oktober.

- Vi får skabt de chancer, vi skal bruge. I går mod Schweiz var det kamp nummer ni i streg, hvor vi får scoret, så vi er ikke så presset på det parameter, siger han til DR Sporten.

- Vi kan godt spille, men vi skal spille hurtigere. Det fik vi set imod Schweiz, og så vi må bruge de næste træninger inden kvalifikationen på at komme op i fart.

Sverige er favorit

Danmark er i kvalifikationspulje med Sverige, Polen, Slovakiet og Moldova. Sverige stikker ud som klar favorit, selvom både Danmark og Sverige vandt bronze ved EM i 2013.

Vinderen af kvalifikationsgruppen går direkte videre til det kommende EM i Holland i 2017, mens de seks bedste toere også kvalificerer sig direkte.

- Jeg synes, vi har nogle muligheder i gruppen og kan også godt gøre noget ved Sverige. Hvis vi rammer det rigtige tempo i kampen, så kan vi godt matche dem. Det så vi også i april i Stockholm, siger Nils Nielsen med henvisning til 3-3-kampen på Tele2Arena.

De to toere med færrest point spiller desuden om den sidste EM-plads, og dermed har Danmark altså flere muligheder for at spille sig videre til EM-slutrunden. Det hele begynder på Viborg Stadion den 22. oktober mod Moldova.