Der er mere på spil end i en almindelig venskabskamp, når det danske kvindelandshold i aften møder Schweiz i den sidste test inden EM-kvalifikationen.
Og de danske kvinder ser frem til at få revanche mod schweizerne, som har trukket det længste strå de sidste par gange, holdene er mødtes.
- Schweiz er et godt udgangspunkt, for det er nogle tilsvarende modstandere, vi skal møde i vores EM-kval. Vi har noget revanche, vi skal indhente overfor Schweiz, da vi har tabt, de sidste par gange vi har mødt dem, siger Sanne Troelsgaard.
- Vi har haft fokus på opbygningsspillet nedefra, og på hvordan vi skal forsvare mod de kommende modstandere som Sverige, der er lidt bedre. Så har vi også haft fokus på at score mål og bibeholde vores angrebsspil.
- Schweiz er lidt vores onde ånd, og vi har tabt til dem to gange i VM-kval, hvor vi desværre røg ud til dem. Vi har lidt revanche, og vi skal vise vores gode spil. Men det er en rigtig god modstander, siger hun.
Kampen mellem Danmark og Schweiz spilles i aften klokken 18.30. EM-kvalifikationen begynder 22. oktober, når Moldova gæster Viborg Stadion.