Søndag skal landsholdet i fodbold efter planen rejse til Ungarn for at spille VM-kvalifikationskamp på tirsdag. Men der er stadig ingen aftale mellem DBU og spillerforeningen, og derfor er der stadig et stort spørgsmålstegn ved kampen.
Med deadline lurende foran sig får spillerne nu opbakning fra en anden sportsgren. Begge håndboldlandshold viser nemlig deres støtte.
- Det kræver optimale vilkår for enhver elitesportsudøver at præstere på højeste niveau. Det har vi en lang tradition for sikres gennem kollektive aftaler, spillere, spillerforeningen og forbund imellem. Udefra set er jeg forbløffet over, at DBU splitter et landshold, der netop har vundet EM-sølv. Og at true spillerne med ultimatum på denne måde er uhørt, og derfor bør DBU hurtigst muligt få lavet en rimelig aftale med spillerne, udtaler landsholdsanfører Niklas Landin i en pressemeddelelse.
Niklas Landins henvisning om ultimatum er rettet mod DBU’s pressechef Jakob Høyers citat til Ritzau og DR, hvor han siger, at der skal findes en aftale lørdag.
- Som landsholdsspiller er det essentielt, at man har opbakning hele vejen rundt. Vi bruger mellem 60 og 70 dage om året i landsholdslejren, og det samme gør fodboldspillerne. Derfor håber jeg, DBU også bakker om deres kvindelandshold, og sikrer en fair aftale, forklarer landsholdsanfører Stine Jørgensen.
Det kvindelige landshold har allerede fået støtte fra det mandlige landshold så sent som fredag aften, hvor anfører Simon Kjær ikke lægger skjul på, hvem han bakker op om.
https://twitter.com/simonkjaer1989/status/908771284825276418
Der skal forhandles igen mellem DBU og spillerforeningen lørdag, hvor der vil være maksimalt pres på at finde en løsning.