Konflikten mellem Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen resulterede i dag i en aflysning af fredagens revanchekamp mod EM-vinderne fra Holland.
Det er en yderst uheldig situation for kvindefodbolden, mener en række klubfolk fra den danske 3F Liga.
- Jeg synes, at det er beskæmmende og frygtelig ærgerligt. Det er en katastrofe for dansk fodbold, siger Kolding Q-formand Niels Sterndorff til DR Sporten.
Kampen mod Holland var ellers udsolgt med udsigt til 9400 danske fans på tribunerne i Horsens, så timingen er ærgerlig, mener Fortuna Hjørrings cheftræner Brian Sørensen.
- Det er meget uheldigt, at det er kommet så vidt. Det, tror jeg, hverken spillerne eller DBU havde regnet med. Men når man stiller ultimative krav, så må man også være klar til at tage den fulde konsekvens.
- Det er skidt for begge parter ovenpå al den positive opmærksomhed, der har været, siger Brian Sørensen til DR Sporten.
Spillerne tages som gidsler
Aflysningen af landskampen er et resultat af strandede forhandlinger mellem DBU og Spillerforeningen, og det er mest af alle spillerne, konflikten rammer, mener Brian Sørensen.
- Det går ud over spillerne i sidste ende, som dybest set bare ønsker at spille fodbold, siger Fortuna Hjørring-træneren, der bakkes op af Brøndbys cheftræner.
- Pigerne bliver taget som gidsler her, for de vil bare gerne spille noget fodbold, ved jeg, men selvfølgelig skal aftalerne være på plads først, siger Per Nielsen til Ritzau og tilføjer:
- Der er rigtig meget hype og opmærksomhed omkring kvindefodbold lige nu, og det er det, vi har ønsket i Danmark, og så er det rigtig ærgerligt, at man når derud, hvor man må aflyse en kamp på grund af en konflikt.
Kolding Q-formand: Utilstedeligt af DBU
Brian Sørensen og Per Nielsen ønsker ikke at vælge side i konflikten, men Kolding Q-formand Niels Sterndorff mener, at skylden tilhører DBU.
- Jeg synes, det er frygtelig ærgerligt, at DBU ikke under de her piger, som gør det fantastisk og ikke har samme økonomiske muligheder som herrerne, at de får en ordentlig aftale og bliver aflønnet bare nogenlunde fair.
- Det er håndteret så pinagtigt og amatøragtigt, at det skriger til himmelen. Nu har DBU endelig chancen for at skabe et fantastisk brand omkring vores kvindefodbold efter en fantastisk indsats ved EM. Det vil man ikke belønne, og det, synes jeg, er direkte utilstedeligt, lyder det fra Niels Sterndorff.
Hvis ikke konflikten er løst inden tirsdag, vil Danmark være tvunget til at spille uden sine landsholdsprofiler til VM-kvalifikationskampen mod Ungarn.