Fortrøstningsfuld DBU-formand tror på mild Uefa-sanktion til kvindelandsholdet

Jesper Møller ser ingen grund til at frygte hårde sanktioner fra Uefa's side.

Jesper Møller ser ingen grund til at hænge med mundvigene, selvom den danske disciplinærsag stadig er under behandling. (Foto: © Dr, DR)

DBU’s formand Jesper Møller tror på en mild sanktion fra det europæiske fodboldforbund, Uefa, når kvindelandsholdet skal have sin straf for at udeblive fra landskampen mod Sverige i fredags.

Han har ellers på intet tidspunkt åbnet munden i medierne og udtalt sig om konflikten, men de mulige repressalier vil han gerne tale om.

Og han er ganske fortrøstningsfuld på Danmarks vegne. En optimisme, der er affødt af samtaler med Uefa-præsident Alexander Ceferin.

- Nu kommer Uefa til at balancere det ene hensyn; nemlig at man ikke skal kunne spekulere i at udeblive fra en kamp og så regne med, at den bliver spillet på et senere tidspunkt. Det ville kunne give nogle meget uheldige situationer fremadrettet også.

- Og så det andet hensyn; nemlig Uefa’s interesse i at få afviklet turneringen sportsligt korrekt og netop sikre, at kampene bliver spillet.

- Og så kommer der muligvis en sanktion. Men jeg tror, at det her med sanktionen, det er blevet overdrevet lidt, siger han.

Tingene er kørt op

Jesper Møller understreger, at Alexander Ceferin ingen indflydelse har på de beslutninger – og dermed sanktioner – Uefa’s disciplinærudvalg når frem til, men de sportslige dommedagsscenarier ser han ingen grund til at dyrke.

- Jeg har godt set, hvad der er blevet sagt og skrevet, og jeg synes, at tingene er blevet kørt for meget op. Jeg tror, at vi er klogere i løbet af en uges tid, siger DBU-formanden, der altså forventer en kortere ventetid, end den kvindelandsholdet i første omgang blev stillet i udsigt.

Udmeldingen fra Uefa er, at der tidligst bliver truffet en beslutning om Danmarks skæbne på et møde den 16. november, når organisationens 'Control, Ethics and Disciplinary Body' samles.