Det danske kvindelandshold slog tirsdag aften Kroatien med 4-0 på udebane i VM-kvalifikationen.
Midt i en krisetid med spillerstrejke, konflikt og aflysning af en kamp mod Sverige lod de danske EM-sølvvindere atter fødderne tale.
Det gik ud over Kroatien, der straks fra start kom bagud på et drøn af et langskud fra anfører Pernille Harder.
Fra kanten af hjemmeholdets straffesparksfelt smækkede Harder bolden op under overliggeren til dansk 1-0-føring.
Danmarks største stjerne øgede kort før den halve time til 2-0 efter en uforståelig kroatisk målmandsbrøler.
Værternes keeper gik langt ud af målet mod Theresa Nielsen, der intelligent spillede til siden, og så kunne Harder nemt sende bolden ind i et tomt kroatisk mål.
To hurtige til sidst
Efter pausen havde Wolfsburg-profilen flere gode muligheder for at score et hattrick. Efter en times spil kom Kroatiens målmand dog godt ned til et fladt skud fra Pernille Harder, der lidt senere headede snert forbi mål.
I anden halvleg havde kroaterne i kraft af en god defensiv organisation mere held til at holde de danske modstanderne på afstand af målet.
Tæt på slutfløjt lykkedes det Nanna Christiansen at øge til 3-0 efter et dansk frispark. Harder slog bolden ind i feltet mod Nadia Nadim. Med panden fandt hun Christiansen, der nemt kunne sende bolden i mål.
I overtiden cementerede den netop indskiftede Signe Bruun sejren med scoringen til 4-0.
Danmark havde langt de største chancer, og selv om der var lidt blottelser bagude, så virkede de danske gæster i fuld kontrol.
Skæbnedag forude
Med sejren har det danske landshold seks point i VM-kvalifikationen, efter at det for en måned siden blev til en 6-1-sejr i Ungarn.
Næste vigtige dato i VM-kalenderen for det danske landshold er 16. november, hvor Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) vil fælde dom over det danske afbud til sidste uges opgør mod Sverige.
Danmark risikerer at blive smidt helt ud af VM-kvalifikationen.
Det kan også ende med et skrivebordsnederlag på 0-3 til svenskerne, som formentlig er Danmarks værste konkurrent til kvalifikationsgruppens førsteplads.
Førstepladsen sikrer direkte adgang til VM i 2019, mens toeren har en spinkel chance for at nå VM.
Udover Danmark, Sverige, Kroatien og Ungarn består VM-gruppen af Ukraine.
/ritzau/