Det har aldrig været nogen god forretning for Dansk Boldspil-Union (DBU) at udtage landets bedste kvindelige fodboldspillere og sende dem til et europamesterskab.
DBU er således altid gået i minus, når man har sendt kvinderne afsted til EM - i modsætning til herrelandsholdets slutrunder.
Men det kommer til at ændre sig ved sommerens EM i Schweiz.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) oplyste mandag, at præmiepengene ved EM i 2025 vil være mere end fordoblet i forhold til slutrunden i England i 2022.
En markant stigning, fortæller formand, Jesper Møller, til DR Sporten, og det vender tingene for DBU.
- Det betyder, at vi kan få det til at gå i nul uden at have vundet nogen kampe.
- Hvis vi vinder nogle kampe, det skulle der også gerne være en god chance for, så vil vi få mulighed for også at tjene penge til at udvikle pige-kvindefodbolden i Danmark. Det ville være fantastisk, siger Jesper Møller.
Du kan se et udklip af interviewet med Jesper Møller i videoen herunder:
Formanden havde egentlig regnet med endnu et underskud, fordi man gerne vil lave "et højt sportsligt setup, som det mændene har".
Men stigningen til omkring 306 millioner kroners præmiepenge betyder, at de i DBU kan begynde at budgettere helt anderledes.
- Så går det da i nul før, vi har spillet kampe. Og mon ikke vi vinder et par stykker, siger han.
Ekstra penge til spillerne
Første gang DBU havde grønne tal på bundlinjen efter en slutrunde for kvinder, var efter VM i Australien og New Zealand i 2023.
Her blev en del af pengene fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) øremærket til spillerne, og det er der også lagt op til denne gang.
Mellem 30 og 40 procent af Uefas bonusser til forbundene er således øremærket spillerne, og det glæder Jesper Møller.
- Der har været diskussion om, hvor meget går til spillerne. Også fordi det er en økonomi, der er under udvikling. Jeg synes, det er rigtig fint, at spillerne også er sikre på at få deres andel af det, siger Jesper Møller.
De 306 millioner danske kroner, som Uefa vil uddele til kvindernes EM, er dog stadig langt fra pengepræmierne ved mændenes.
Ved sommerens EM blev der således uddelt 2,5 milliarder kroner.