De danske spillere drømmer om og tror på en kvartfinale ved sommerens EM-slutrunde.
Det var reaktionen efter mandagens lodtrækning til EM-grupperne, hvor Danmarks kvindelandshold i fodbold møder Tyskland, Sverige og Polen.
Kvartfinalen går til gruppens to bedste hold, og spørger man den tyske landstræner, Christian Wuck, er alle fire hold i spil til en billet videre i turneringen.
- Det er en udfordrende gruppe, hvor alle fire hold har den individuelle kvalitet, der skal til, for at komme igennem til knockout-fasen, siger Christian Wuck.
- Det er dagsformen, som kommer til at afgøre det. Men selvfølgelig vil vi gå ind til hver kamp med en overbevisning om, at vi kan vinde.
Tyskland er da også favorit til gruppesejren, i hvert fald på papiret, hvor de frister en tilværelse som nummer tre på verdensranglisten. Sverige er nummer fem, mens Danmark er placeret på 12.-pladsen.
Hør den tyske landstræner, Christian Wuck, sætte ord på EM-lodtrækningen:
Gruppens dark horse er polakkerne, som er nummer 28 i verden. Den polske landstræner, Nina Patalon, erkender da også, at de har et blandet kendskab til gruppens tre øvrige hold.
- De fleste af vores spillere spiller i den tyske Bundesliga, så det er den modstander, vi kender bedst, siger Nina Patalon.
- Sverige har vi mødt mange gange i kvalifikationer gennem tiden. Danmark kræver lidt mere forberedelse, men jeg er sikker på, at vi kommer til at forberede os godt på alle tre modstandere.
Synd, at vi skal møde Danmark så mange gange
Også den assisterende svenske landstræner, Magnus Wikman, ser frem til et spændende EM-gruppespil med tre forskellige modstandere.
- Tyskland har meget fart og er gode i kontra, Danmark er et taktisk dygtigt hold med mange unge spillere, og EM-debutanterne fra Polen har alt at vinde, så det bliver tre meget forskellige opgør, siger Magnus Wikman.
Danmarks kamp mod Sverige ved EM bliver det tredje dansk-svenske opgør på fem måneder. Begge lande er nemlig også i Nations Leagues gruppe 4, og skal derfor møde hinanden to gange i månederne op til EM.
Hør den assisterende svenske landstræner sætte ord på mødet med Danmark:
Den danske landstræner kalder de mange møder på få måneder for specielt, og den opfattelse deler den assisterende svenske landstræner.
- Det bliver da specielt, men jeg synes faktisk, det er lidt synd, at vi skal spille tre så vigtige kampe mod hinanden på så kort tid. Men det kan vi ikke gøre noget ved.
- Man kommer jo til at lære hinanden at kende, og det giver jo muligheden for, at det bliver meget taktiske kampe, siger Magnus Wikman.
Hvem er favorit i gruppen?
- Tyskland, Danmark og Sverige går vel efter at blive nummer et, mens Polen drømmer om at komme videre som toer.
- Men vi går efter at vinde gruppen og komme langt til EM, siger Magnus Wikman.
EM begynder den 2. juli og finalen spilles den 27. juli. Danmark spiller første EM-kamp mod Sverige den 4, juli klokken 18.00.