Forhandlingerne om en ny landsholdsaftale mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen gældende for U21- og kvindelandsholdet er brudt sammen. Det meddeler DBU.
De to parter har siden efteråret 2016 forhandlet om en landsholdsaftale gældende for U21-herrerne samt kvindelandsholdet, men parterne har ikke kunnet blive enige.
Ifølge DBU har Spillerforeningen forladt forhandlingsbordet, og dermed er forhandlingerne i hvert fald foreløbig brudt sammen.
Hos DBU har man svært ved at forstå Spillerforeningens ageren i sagen.
- Op til dagens møde sendte Spillerforeningen sent i aftes (mandag, red.) - på aftenen med en afgørende VM-kvalifikationskamp for herrelandsholdet - et udspil, der indebærer fem-ti gange så store omkostninger som hidtil for DBU, siger Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU, til hjemmesiden.
- På dagens (tirsdagens, red.) møde afviste Spillerforeningen at forlænge de nuværende aftaler til det planlagte møde om et par uger. Det er dybt beklageligt og skader de sportslige forberedelser.
Ultimativt krav
Den nuværende aftale for de to landshold udløber tirsdag ved midnatstid.
Blandt andet skulle et af stridspunkterne handle om, hvorvidt spillerne skal betragtes som lønmodtagere i landsholdsregi.
Ifølge DBU er det et ultimativt krav fra Spillerforeningen, men det vil forbundet ikke gå med til.
- Landsholdsspillere er ansat i klubberne og kun der. Det gælder både i fodbold og i andre idrætsgrene, siger Jakob Høyer.
I 2015 blev herrelandsholdets overenskomst forhandlet på plads, men det var også efter langvarige forhandlinger, hvor der blev truet med strejke, fordi DBU og Spillerforeningen slet ikke kunne finde fælles fodslag.
Næste år udløber aftalen mellem DBU og Spillerforeningen omkring herrelandsholdet, så der skal man igen til forhandlingsbordet.
/ritzau/