EM-helten Boye melder afbud til VM-kvalifikationskamp

Simone Boye når ikke at blive klar til kvindelandsholdets første kampe efter EM-sølvet i Holland.

Det danske landshold må undvære Simone Boye i VM-kvalifikationskampen mod Ungarn samt testkampen mod Holland i september. (Foto: © TOBIAS SCHWARZ, Scanpix)

Forsvarsspilleren Simone Boye spillede en central rolle på det danske landshold i fodbold under EM i Holland, men hun kommer ikke til at være en del af finalerevanchen mod netop Holland i næste uge.

Boye bliver ikke klar til kampen i Horsens, og midlertidig landstræner Søren Randa-Boldt har været tvunget til at finde en erstatning.

Valget er faldet på Laura Frank fra Fortuna Hjørring, skriver Dansk Boldspil-Union på sin hjemmeside. Hun er foreløbig kun udtaget til den ene kamp.

Fire dage efter revanchekampen mod Holland skal Danmark møde Ungarn på udebane i den første kamp i VM-kvalifikationen. Til den kamp er der endnu ikke valgt en erstatning for Simone Boye, skriver DBU.

Da truppen blev udtaget i sidste uge holdt landstræneren en enkelt plads ledig. Den plads tilfalder en mulig debutant i form af 19-årige Signe Bruun fra Fortuna Hjørring.

- Det er en drøm at være udtaget, og jeg glæder mig utroligt meget, siger den mulige debutant.

Landsholdstruppen er også uden EM-spillerne Line Jensen og Mie Leth Jans, der begge døjer med skader.

Der er udsolgt til Danmark-Holland 15. september i Horsens.

/ritzau/